Skip to Content
Onsdag 15. februar 2012

Tallinn

Estlands præsident vil være EU-chef

Publiceret: 17:24, 12. november 2009
Endnu en kandidat til posten som EU's første præsident har meldt sig. Denne gang en balter.

Estlands præsident, Toomas Hendrik Ilves, har sluttet sig til kapløbet om at blive EU’s første præsident eller dens udenrigspolitiske koordinator. Det oplyser den estiske statsminister, Andrus Ansip.

Ansip siger til journalister, at han har informeret EU-formandslandet Sverige om, at han har nomineret Ilves til embederne, der er blevet banet vej for gennem Lissabontraktaten.

På et særligt topmøde næste torsdag i Bruxelles vil EU’s nye præsident og den nye udenrigspolitiske koordinator blive udpeget.

Ilves, der er 55 år, blev født i Sverige af forældre, der var flygtet fra Sovjetunionens overtagelse af Estland. Han voksede op i USA, men vendte tilbage til Estland efter landets løsrivelse fra Sovjetunionen i 1991.

Favoritten til at posten som EU’s præsident er Belgiens premierminister, Herman Van Rompuy. Andre navne, der er blevet bragt på bane, er den hollandske premierminister, Peter Balkenende, den tidligere lettiske præsident Vaira Vike-Freiberga samt den tidligere britiske premierminister Tony Blair.

/ritzau/AFP

Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på information.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m. Tilmeld dig her