Skip to Content
Onsdag 15. februar 2012

København

S kritiserer multimedieskat

Publiceret: 10:05, 13. november 2009
Højtlønnede undgår multimedieskatten, mens lavtlønnede opgiver mobiltelefoner og andet udstyr, siger skatteordfører Nick Hækkerup (S).

Socialdemokraterne frygter, at multimedieskatten ikke skaffer 525 millioner kroner i statskassen næste år, når skattereformen træder i kraft. Højtlønnede vil drible udenom, mens lavtlønnede vil droppe mobiltelefoner, pc’er og andet udstyr, når de får en skatteregning, så lønnen hæves med 250 kroner om måneden.

Det siger Socialdemokraternes skatteordfører, Nick Hækkerup.

- For højtlønnede er det en invitation til at være kreative og skattetænke: Skal vi ikke have en fladskærm til pc’en derhjemme, som er betalt af arbejdsgiveren. For dem, der ikke tjener så meget, er risikoen, at de ikke vil have noget, som de beskattes af. Så får vi ødelagt de gode intentioner om at fremme hjemmearbejde, siger Nick Hækkerup.

Han er dermed enig med Dansk Erhvervs skattechef, Bo Sandberg. Han vurderer ifølge DR Nyheder, at staten næste år mister en kvart milliard kroner på grund af multimedieskatten. Også hos revisions- og rådgivningsvirksomheden Deloitte er statsautoriseret revisor Niels Sonne overbevist om, at de mange bruttolønordninger vil udhule statens indtægt fra multimedieskatten.

Multimedieskatten indgår også i det fælles skatteudspil fra Socialdemokraterne og SF. S-SF vil bekæmpe skattetænkning ved en større indsats for at lukke skattehuller, lyder det.

Kritikken får ikke Skatteministeriet til at ændre beregningerne om, at multimedieskatten næste år indbringer 525 millioner kroner, siger Peter Høyer, som er presseansvarlig for skatteminister Kristian Jensen (V).

- Der er ikke kommet nye oplysninger i denne sag, som giver anledning til, at vi vil revidere vores skøn over provenuet (indtægten). Da vi lavede skønnet, tog vi højde for, at nogle ville fravælge ordningen, siger Peter Høyer.

/ritzau/

Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på information.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m. Tilmeld dig her

Så få dog fjernet den helt igennem socialt skæve skat. Lad DR ansøge om penge fra en skattepulje i stedet.

Det er bare så typisk, mere til dem der har, men er det så overraskende? VKO vil have mere ulighed.