Den Serbisk-Ortodokse Kirkes (SPC) patriark, Pavle, er død på militærhospitalet i Serbiens hovedstad, Beograd.
Den 95-årige patriark Pavle har haft dårligt helbred i flere år, og er siden 2007 blevet behandlet for forskellige aldersrelaterede sygdomme.
- Patriark Pavles død er et stort tab for Serbien. Der er mennesker, der binder nationer sammen. Et sådant menneske var Pavle, siger Serbiens præsident, Boris Tadic.
Patriark Pavle overtog lederskabet af Den Serbisk-Ortodokse Kirke i 1990 umiddelbart før de blodige borgerkrige på Balkan. Inden da havde han været biskop i det albansk-dominerede Kosovo.
Efter kommunismens fald, Jugoslaviens opløsning samt den voksende serbiske nationalisme fik kirken en voksende betydning under patriark Pavles lederskab.
Pavle er blevet kritiseret for ikke at have dæmmet op for de nationalistiske biskopper og præster, der bidrog til at opmuntre til had mod muslimske bosniere og katolske kroater under borgerkrigene på Balkan. Det var biskopper og præster, der offentligt hyldede serbiske militser, der begik krigsforbrydelser mod bosniere og kroater under krigene.
Under Pavles ledelse af Den Serbisk-Ortodokse Kirkes blev kirken blandt andet mistænkt for at huse flere mistænkte krigsforbrydere, heriblandt den bosnisk-serbiske leder Radovan Karadzic. Det lykkedes Karadzic at skjule sig i 13 år, inden han blev anholdt i juli 2008.
Selv tilhørte Pavle den moderate fløj i kirken. Det ventes, at han vil blive afløst af en mere nationalistisk patriark.
Hovedparten af Serbiens syv millioner indbyggere er ortodokse kristne.
/ritzau/Reuters
Kommentarer