Skip to Content
Onsdag 15. februar 2012

London

Brown: Vi har succes i Afghanistan

Publiceret: 01:53, 16. november 2009
Den britiske premierminister, Gordon Brown, mener, at missionen i Afghanistan er en succes, selvom sikkerhedssituationen i landet er yderst presset.

Storbritanniens premierminister, Gordon Brown, mener, at den militære mission i Afghanistan har mere succes end nogensinde med at stække Taliban-militsen. Og det selvom FN for nylig trak en større del af sit personale ud af landets grundet den store sikkerhedsrisiko.

- Jeg kan bekræfte, at kampen for at stække al-Qaeda er blevet bedre planlagt og udført med større succes i år end noget andet år siden invasionen i 2001, siger Gordon Brown.

Brown siger også, at 2009 har været kendetegnet af større beslutningskraft i Afghanistan-spørgsmålet end tidligere. Udmelding fra Brown kommer få dage før han holder sin årlige tale om udenrigspolitik.

Den britiske premierminister understreger, at det er meget vigtigt, at de europæiske tropper bliver i Afghanistan.

- Jeg forsvarer hårdnakket vores mission i Afghanistan og Pakistan, fordi al-Qaeda i dag er den største trussel mod vores nationale sikkerhed og sikkerheden hos folk, der bor i Storbritannien, siger Brown.

Brown udtalte for få dage siden, at han personligt ville arbejde for, at europæiske regeringer sender flere tropper til Afghanistan.

/ritzau/AFP

Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på information.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m. Tilmeld dig her