Skip to Content
Onsdag 15. februar 2012

København

Forældre blokerer 16 institutioner

Publiceret: 07:47, 16. november 2009
16 københavnske daginstitutioner er blokeret af forældre, som er frustrerede over udsigter til besparelser på daginstitutionsområdet.

Forældre blokerer mandag 16 københavnske daginstitutioner.

Det oplyser Københavns Forældreorganisation (KFO). Det er forældrene på de enkelte institutioner, der gennemfører blokaderne i protest mod planlagte nedskæringer på daginstitutionsområdet.

Forældrene håber, at aktionerne kan påvirke politikerne til at droppe besparelser for 47,7 millioner kroner på daginstitutionsområdet, siger den presseansvarlige hos KFO, Nina Reffstrup.

- Vi ved godt, at blokader er hårdt for forældrene, men det er udtryk for en dyb frustration, siger Nina Reffstrup, som understreger, at det ikke er KFO, der laver blokaderne, men at det er forældrene på den enkelte institution, der beslutter, om de vil blokere.

Mandag aften er der planlagt en større aktion ud for TV2-Lorry på Frederiksberg, hvor forældrene med en fakkelvagt vil vise deres utilfredshed overfor partiernes spidskandidater, som skal deltage i den afsluttende tv-debat.

De institutioner, der er ramt af blokader mandag, er ikke nødvendigvis de samme, som var blokerede i fredags. På KFO’s hjemmeside, www.kfo.dk, kan forældrene se, hvilke institutioner der er ramt af blokader.

Foreløbig har aktionerne ikke givet noget konkret resultat. Gruppeformand for Socialdemokraterne i Borgerrepræsentationen, Jesper Christensen, sagde således søndag aften:

- Der er allerede aftalt et budget for kommunen, og jeg har svært ved at se for mig, at det skal åbnes igen. Og når det ikke lykkedes i udvalget at finde en løsning fredag, tror jeg heller ikke, det lykkes før valget.

/ritzau/

Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på information.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m. Tilmeld dig her