Skip to Content
Onsdag 15. februar 2012

København

Hvert tredje hjem er plaget af støj

Publiceret: 03:31, 17. november 2009
Trafikstøj brager ind i hvert tredje danske hjem, viser rapport. Det kan blandt andet give højt blodtryk og gør os generelt mere syge.

Gulvene ryster, vinduerne klirrer og øregangen blafrer. Flere danskere plages af trafikstøj, viser en ny rapport, som Miljøstyrelsen har undervejs. Ingeniørens netavis Ing.dk refererer fra rapporten, der angiveligt dokumenterer, at op mod hver tredje bolig herhjemme er så belastet af trafikstøj, at grænsen for et normalt støjmiljø er overskredet. Særligt støj, der forstyrrer nattesøvnen, kan gøre mennesker syge.

- Udsættelse for trafikstøj ser ud til at give en forøget risiko for blodpropper i hjertet og forhøjet blodtryk, siger forsker Mette Sørensen til MetroXpress. Hun er i gang med at undersøge de sundhedsmæssige konsekvenser af støj for Miljøstyrelsen.

Men det er ikke kun trafik, der slider på vores øregange. Raslende plæneklippere, guitarsoloer fra iPoden og snurrende køkkenredskaber tæller i den samlede støjpåvirkning.

- Der er meget lidt ro i tilværelsen i dag, og al den støj, vi udsættes for på et døgn, slider på hørelsen. Vi får aldrig hvilet ørerne, siger formanden for Høreforeningen og Videnscenter for Hørehandicap, Søren Dalmark.

Mindst 500.000 danskere har nedsat hørelse, og 300.000 bruger høreapparat. Samtidig rammer hørehandicap i stigende grad yngre danskere, siger Søren Dalmark.

/ritzau/

Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på information.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m. Tilmeld dig her