Skip to Content
Onsdag 15. februar 2012

København

Branchen bakker fyret teaterchef op

Publiceret: 10:31, 23. november 2009
Skuespillere, teaterfolk og andre i kulturmiljøet beder i åbent brev Københavns Teater om at besinde sig og annullere fyringen af teaterchef Jon Stephensen.

Hverken Mads Mikkelsen, Nikolaj Lie Kaas eller Paprika Steen finder det rimeligt, at Københavns Teater har fyret den succesrige chef på Gasværket, Jon Stephensen.

Sammen med 55 andre personligheder fra film- og teaterbranchen og kulturmiljøet har de skrevet under på et åbent brev, der mandag blev sendt til bestyrelsen for Københavns Teater og til bestyrelsen for Gasværket.

De opfordrer samtidig de to instanser til “at besinde sig” og annullere den opsigtvækkende afskedigelse.

I brevet hedder det, at ud fra de oplysninger, som hidtil har været tilgængelige for offentligheden, fremstår afskedigelsen “som en brutal og meningsløs overreaktion på en tilgivelig fejl fra Jon Stephensens side”.

- Medmindre der kommer nye graverende oplysninger frem, synes vi, at det er usædvanlig dårlig forvaltning af kulturpolitiske midler at fyre én af årtiets mest succesrige teaterdirektører på baggrund af denne fejl, lyder det i brevet.

Blandt de øvrige underskrivere kan nævnes skuespillerne Sonja Richter, Henning Jensen, Lars Brygmann, Charlotte Fich og Peter Mygind, teaterchefen Martin Lyngbo, billedkunstneren John Körner, iscenesætteren Katrine Wiedemann samt filmproducerne Vibeke Windeløv og Meta Foldager.

/ritzau/

Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på information.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m. Tilmeld dig her