Skip to Content
Onsdag 15. februar 2012

Dublin

Offentligt ansatte strejker i Irland

Publiceret: 03:43, 24. november 2009
Der er lagt op til en omfattende strejke blandt de offentligt ansatte i Irland, efter at landets regering har varslet lønnedgang.

De offentlige ansatte i Irland kan se frem til en lønnedgang, og det betyder, at langt de fleste går i strejke tirsdag.

Reaktionen kommer efter, at landets regering har meldt ud, at man er nødt til at skære i de offentligt ansattes løn for at mindske underskuddet på de offentlige budgetter.

De irske brandmænd var mandag de første til at nedlægge arbejdet. Det ventes, at de tirsdag får følgeskab af 250.000 lærere, fængselsbetjente og andre grupper af offentligt ansatte. Strejken er sat til at vare én dag.

Den irske regering har meldt ud, at den er indstillet på at diskutere en løsning med de relevante fagforeninger, men at man samtidig er fast indstillet på at skære i lønningerne.

Den irske premierminister Brian Cowen står over for at skulle spare fire milliarder euro (knap 30 milliarder kroner) på de offentlige udgifter inden den 9. december, hvoraf 1,3 milliarder (9,7 milliarder kroner) euro skal hentes på lønnedgangen.

/ritzau/Reuters

Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på information.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m. Tilmeld dig her