Skip to Content
Onsdag 15. februar 2012

Bruxelles

Hedegaard er den bedst egnede til jobbet

Publiceret: 11:10, 24. november 2009
Connie Hedegaard er den bedst egnede klimakommissær i EU, mener Bendt Bendtsen. Også Socialdemokraterne roser Løkkes kommissærvalg.

Den tidligere Konservative partileder, Bendt Bendtsen, er begejstret over valget af sin partikollega Connie Hedegaard som ny dansk EU-kommissær.

Selv om de endelige porteføljer endnu ikke er fordelt, tyder alt på, at Hedegaard skal være EU’s første klimakommissær. Og her kan hun gøre “en reel forskel”, mener Bendtsen.

- Jeg mener slet ikke, der er nogen tvivl om, at hun er den bedst egnede til den stilling i Europa, skriver han i en pressemeddelelse.

Bendt Bendstsen rykkede selv til Bruxelles tidligere på året som EU-parlamentariker, og han ser frem til igen at komme til at arbejde tættere sammen med Hedegaard.

- Hun er ekspert på de tekniske områder og har derudover en personlig pondus, et kæmpe netværk, og så har hun den egenskab, at hun kan få folk til at stoppe op og lytte - både i Danmark og i Bruxelles, siger han.

Også Socialdemokraternes EU-parlamentariker Dan Jørgensen roser statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) for at sende Hedegaard til Bruxelles.

- Når det nu ikke kunne blive en socialdemokrat, er Connie Hedegaard det absolut stærkeste kort, Danmark kan spille nu. Det skal nok blive godt, siger han.

Dan Jørgensen lover, at Connie Hedegaard vil få fuld støtte fra de danske Socialdemokrater under de kommende høringer i Europaparlamentet.

/ritzau/

Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på information.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m. Tilmeld dig her