Det er en glad partiformand, Lene Espersen, som tirsdag kan ønske en af partiets stærke profiler tillykke med jobbet som Danmarks næste EU-kommissær.
- Jeg er meget stolt over, at Connie Hedegaard i dag er blevet udpeget til EU-kommissær. Der er ingen tvivl om, at hun bliver en fremragende ambassadør for Danmark, for hele Europa og for vores fælles klima, siger Lene Espersen i en skriftlig udtalelse.
Vicestatsminister Lene Espersen understreger, at Connie Hedegaards kommissærpost får “stor tyngde.”
- Connie Hedegaard har de seneste år formået at sætte klimaet meget højt på dagsordenen - både herhjemme og i udlandet. At hun nu skal varetage posten som kommissær ligger meget fint i forlængelse af de mange resultater, hun allerede har præsteret, siger Lene Espersen.
Lene Espersen har selv været fortaler for, at Connie Hedegaard skulle have den danske kommissærpost, der i dag besættes af venstrekvinden Mariann Fischer Boel.
/ritzau/
Kommentarer
Og mon ikke hun blir omtrent ligeså vigtig som sin forgænger!