Mangel på fødevarer som følge af et varmere klima kan føre til flere væbnede konflikter og krige rundt om i verden.
Amerikanske forskere konstaterer, at risikoen for blodig konflikt stiger med 50 procent i varme år, og at madforsyningen er hovedårsag.
- Høstudbyttet i regionen er meget følsomt over for små ændringer i temperaturen, selv omkring en halv grad, siger forskningsleder Marshall Burke til britiske BBC.
I undersøgelsen fra Berkeley Universitet i Californien, der er offentliggjort i det amerikanske videnskabelige tidsskrift Proceedings of the National Academy of Sciences (PNAS), har forskerne studeret temperaturer i Afrika syd for Sahara i perioden 1981-2002.
De har set på, om der er en sammenhæng mellem særligt høje temperaturer og konflikter, der har kostet mindst tusind mennesker livet.
Et af de blodigste eksempler, hvor klima og fødevareforsyning spiller en rolle, er den mangeårige strid i Sudans Darfur-region, som ifølge FN har kostet mindst 200.000 mennesker livet.
Ifølge en fremskrivning, de amerikanske forskere har foretaget, kan antallet af væbnede konflikter stige med 50 procent over de næste 20 år, hvis temperaturerne stiger som klimaforskeres beregninger viser.
Tidligere undersøgelser har påvist en sammenhæng mellem manglende regn og konflikter, men det menes, at undersøgelsen fra Berkeley er den første, der påviser en sammenhæng mellem høje temperaturer og konflikter.
/ritzau/
Kommentarer
Konklusionen er forkert og dette fremgår endda af artiklen. Det er sult som skaber krigene, ikke global opvarming.
At global opvarmning i dette tilfælde er årsagen til sulten (som igen skaber krigene) er ikke tilstrækkeligt til at forstå det reelle problem. Sulten kunne lige så godt fremkaldes af kulde, plantesygdomme, eller andre ting.
Sult kan vi heldigvis bekæmpe ved humanitær hjælp. Temperaturerne på kloden er ikke helt så nemme at lave om på.
Ja, konklusionen er forkert. Krigene handler om adgang til ressourcer. I det perspektiv er prognosen klar - i de kommende år og årtier, kommer der mange flere krige.
Adgang til drikkevand vil snart være den vigtigste kamp. Da Kina i vid udstrækning forsynes af drikkevand fra Himalaya, kan de om få år mangle vand til en halv mia borgere. Hvad vælger de så? Havvandsindvindingsanlæg? Genbrug af renset spildevand? Eller ressourcekrige? Desperationen for hurtige løsninger ligger ikke mange år ude i fremtiden.