Skip to Content
Onsdag 15. februar 2012

Stockholm

Sahlin vil holde højreekstremister ude

Publiceret: 11:19, 27. november 2009
De svenske socialdemokraters leder, Mona Sahlin, vil have en flertalsregering, hvis højrepartiet Sverigedemokraterna kommer i Riksdagen.

Hvis det yderste højre i svensk politik, Sverigedemokraterna, kommer ind i Riksdagen efter næste valg, og partiet bliver tungen på den politiske vægtskål, skal Sverige have en flertalsregering.

Det siger formand for de svenske socialdemokrater, Mona Sahlin, til avisen Dagens Nyheter. Hun åbner op for at danne regering med de to små borgerlige partier, Centern og Folkpartiet, der i øjeblikket er del af den borgerlige regeringsalliance.

- Der bliver politisk kaos, hvis Sverige får en mindretalsregering, og Sverigedemokraterna kommer i Riksdagen og sidder på de afgørende mandater, siger hun til avisen.

Både Mona Sahlin og statsminister Fredrik Reinfeldt har sagt, at de ikke vil være afhængige af Sverigedemokraterna på grund af partiets indvandrerfjendske politik.

Men de to er uenige om, hvordan Sverigedemokraterna skal holdes uden for indflydelse.

Mona Sahlin har dannet en centrumvenstre alliance mod Reinfeldts regering, men åbner nu op for at danne regering med de to mindre borgerlige partier for at få en flertalsregering.

- Intet andet end en flertalsregering er acceptabelt. Med de udfordringer, Sverige står midt i, vil det være en politisk katastrofe med en mindretalsregering, der bliver afhængig af Sverigedemokraterna, siger hun.

Hun tror ikke på en nationalsamlingsregering, hvor både hendes Socialdemokraterna og det store regeringsparti Moderaterna er med. Derimod ser hun Folkpartiet og Centern som partnere.

/ritzau/

Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på information.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m. Tilmeld dig her