Skip to Content
Onsdag 15. februar 2012

København

Milliard på vej til nye vådområder

Publiceret: 13:34, 27. november 2009
En ny aftale mellem regeringen og KL baner vej for nye danske vådområder og ådale for samlet en milliard kroner. Projektet er led i regeringens plan Grøn Vækst.

Miljøministeriet har lavet aftale med Kommunernes Landsforening (KL) om udmøntning af den første milliard kroner af de penge, der er afsat til regeringens store plan for natur og landbrug, Grøn Vækst. Pengene skal bruges til nye vådområder og ådalsprojekter.

- Med aftalen tager vi et stort skridt i retning af at forbedre vandmiljøet og sætte handling bag ordene fra Grøn Vækst aftalen, siger miljøminister Troels Lund Poulsen (V) i en pressemeddelelse.

Kommunerne skal inden 1. marts nedsætte tværkommunale styregrupper, som skal samarbejde om tilrettelæggelsen af projekterne. Det sker i tæt samspil med staten, som bevilger penge til kommunerne og står for køb og salg af jorden til vådområderne. Samtidig laver staten og KL en national styregruppe, der skal følge den overordnede udvikling i de 23 vandoplande, der er udpeget i forbindelse med det kommende Vandrammedirektiv.

Målet er nedbringe udledningen af kvælstof til vandmiljøet med 1130 ton inden 2015, svarende til op til 10.000 hektar vådområder. Projekter i ådalene skal desuden reducere udvaskning af fosfor til vandmiljøet med 30 ton. Den afsatte milliard kroner i årene 2010 til 2015 stammer primært fra EU’s landdistriktsordning. Kommunerne får hovedansvaret for at indfri målsætningen.

Vådområder og ådalsprojekter indgår i de vandplaner, som sendes i forhøring i kommuner og regioner i starten af januar 2010. Det sker som led i opfyldelsen af EU’s vandrammedirektiv. Samtidig sendes 246 Natura 2000-planer i forhøring.

/ritzau/

Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på information.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m. Tilmeld dig her