Skip to Content
Onsdag 15. februar 2012

København

Advokater: Regler for vidner er gode nok

Publiceret: 09:37, 30. november 2009
Der er allerede muligheder for at føre anonyme vidner, mener forsvarsadvokaternes formand, der advarer mod at sætte principper om en fair retssag på spil.

Justitsminister Brian Mikkelsens (K) forslag om at gøre det nemmere at vidne anonymt i Danmark er unødvendigt. Det mener Henrik Stagetorn, formand for Foreningen af Forsvarsadvokater i Danmark.

- Nu må vi se forslaget først, men der er allerede masser af muligheder i det nuværende regelsæt. Derfor mener jeg ikke umiddelbart, der er brug for yderligere stramninger, siger Henrik Stagetorn.

Han peger på, at man allerede i dag kan føre anonyme vidner, og man kan rydde retssalen for personer og lade den tiltalte lytte med i et værelse ved siden af, hvis det skønnes at være vigtigt for at få et vidne til at stå frem og fortælle hele sandheden.

- Jeg tror generelt frygten for at vidne er overdrevet. Folk oplever et ubehag ved at vidne, men det er meget, meget sjældent, at vidner forulempes. Der kan være vidner i det kriminelle miljø, der bliver forulempet, men almindelige vidner yderst sjældent forulempet, siger Henrik Stagetorn.

Han mener, en udvidelse af mulighederne for at vidne anonymt kan gå ud over principperne om et fair retssag.

- Et af de grundliggende principper er, at den tiltalte har ret til at vide, hvilke beviser der er mod ham eller hende både i form af politirapporter og vidneforklaringer i retten. Det tilsidesætter man ved at have anonym vidneførsel, siger Henrik Stagetorn.

Justitsministeren foreslår blandt andet, at det skal gøres nemmere at vidne via video, men ifølge forsvarsadvokaternes formand er det ikke en god løsning.

- Det giver et mere stift system, hvor forsvarsadvokaten ikke kan stille spørgsmål undervejs eller spørge til en eventuel ny udvikling i sagen, fordi forklaringen er optaget på forhånd. Det er ikke ideelt, siger Henrik Stagetorn.

/ritzau/

Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på information.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m. Tilmeld dig her

De reelt faktiske forhold nede på jorden synes aldrig at have forhindret OVK i at fremture med forbud, stramninger og anden propagandalovgivning. Iøvrigt bliver flere af disse løbske overvejelser jo sjældent til andet end artikler i annoncesælgerene.

Venter vi iøvrigt ikke stadig på overvejelserne om forbud mod burka’er … den lov der vil ramme - måske, to personer ah-ja og så journalisten, der drev gæk med borgerskabet ?