Mens DR’s bestyrelsesformand, Michael Christiansen, beklager og kalder det “et tab for DR”, at mediedirektør Lars Grarup har sagt op, lyder der andre toner fra DR’s næstformand, Ole Hyltoft, der forstår direktørens beslutning.
Ole Hyltoft er kendt for at gå ind for public service i en traditionel og folkeoplysende forstand, og Lars Grarup har ifølge Hyltoft stået for det modsatte.
- Lars Grarup har i høj grad stået for den popularitetssøgende linje, men jeg tror, at tendensen hos både befolkningen og i DR går i retning af public service i mere traditionel forstand, siger Ole Hyltoft og tilføjer:
- Derfor er der nok en vis kulturpolitisk logik i, at Lars Grarup efter eget ønske fratræder nu. Jeg forstår ham godt.
Bestyrelsesformand Michael Christiansen siger i en pressemeddelelse, at “Lars Grarup har haft kolossal stor betydning for DR i en årrække”.
- Det er derfor med stor beklagelse, at jeg har modtaget oplysningen om, at Lars Grarup ikke kan se sig selv som mediedirektør i den nye organisation, og at han derfor ønsker at forlade DR. Det er et tab for DR, at han har truffet denne beslutning, lyder det fra formanden.
/ritzau/
Kommentarer
Hr. Grarup kunne søge hos TV2, TV3, eller andre kortsigtede.