De schweiziske vælgeres beslutning om at forbyde opførelser af nye minareter ved moskeer vil bringe landets sikkerhed i fare, siger udenrigsminister Micheline Calmy-Rey.
- Vi er under alle omstændigheder bekymret over denne folkeafstemning, siger hun.
- Det er virkeligheden i dagens samfund, i Europa og i verden, at ethvert slag mod sameksistensen af forskellige kulturer og religioner også bringer vor sikkerhed i fare, tilføjer hun.
Calmy-Rey, der tirsdag skulle tale om blandt andet den schweiziske folkeafstemning i Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE), har forsøgt at neddæmpe reaktionerne i udlandet efter den omstridte folkeafstemning, hvor 57,5 procent af vælgerne støttede et forslag om at forbyde minareter i landet.
Resultatet kom som en overraskelse for de fleste partier og regeringen. Det højrepopulistiske Schweizisk Folkeparti (SVP), som er landets største parti, havde indsamlet de 100.000 underskrifter, der ifølge schweizisk lov baner vej for en folkeafstemning om et givent spørgsmål.
Valgdeltagelsen lå på omkring 54 procent, meddeler schweizisk tv.
Schweiz har omkring 400.000 muslimer, fortrinsvis fra det tidligere Jugoslavien, som i dag beder i relativt beskedent udseende moskéer. Kun fire af dem har minareter, det vil sige de slanke tårne, hvorfra de troende kaldes til bøn.
/ritzau/AFP
Kommentarer