Skip to Content
Onsdag 15. februar 2012

Bruxelles

Farlige lyskæder kan spolere julen

Publiceret: 13:43, 2. december 2009
Den søde juletid kan blive ødelagt af de ellers så hyggelige julelyskæder. En tredjedel af kæderne øger risikoen for brand eller stød, viser EU-undersøgelse.

De elektriske lyskæder, der slynger sig rundt om juletræer og dekorationer, skal skabe hygge i en mørk tid. Men i praksis kan de vise sig at gøre det stik modsatte.

En undersøgelse fra EU-Kommissionen viser nemlig, at næsten en tredjedel af lyskæderne øger risikoen for brand og elektrisk stød - eller begge dele.

- Julen er lige rundt om hjørnet. Hvis lysene skal brænde hele julen over, skal forbrugerne kunne stole på, at der ikke er gået på kompromis med sikkerheden, siger EU’s forbrugerkommissær, Meglena Kuneva.

Der er især problemer med sikkerheden, når det gælder stikpropper, skrueklemmer, ledninger og beskyttelse mod stød, viser undersøgelsen. Den er foregået i Tyskland, Holland, Slovakiet, Slovenien og Ungarn og viser, at de undersøgte lyskæder i 30,4 procent af tilfældene udgør “en alvorlig sikkerhedsrisiko”.

Forbrugerkommissæren er overbevist om, at resultaterne kan udbredes til de øvrige EU-lande, fordi kæderne ofte kommer fra de samme producenter.

EU-Kommissionen vil overvåge markedet for julelyskæder i den kommende tid og opfordrer erhvervslivet til at forstærke sin kontrol.

Kommissionen råder forbrugerne til at købe julelyskæder hos forhandlere, som, de har tillid til, opfylder sikkerhedskravene og til ikke at lade lyset brænde uden opsyn.

/ritzau/

Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på information.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m. Tilmeld dig her