Skip to Content
Onsdag 15. februar 2012

Warszawa

Den Røde Barons dødsattest fundet

Publiceret: 17:34, 5. december 2009
Den berømte krigspilot Den Røde Barons dødsattest er dukket op i Polen. Den er fundet, hvor hans regiment havde base under Den Første Verdenskrig.

Manfred von Richthofens dødsattest er fundet i et arkiv i det vestlige Polen.

Avisen Gazeta Wyborcza skriver på sin netavis, at attesten er fundet i arkiver i byen Ostrow Wielkopolski.

Det var her, at Richthofen, også kendt under navnet Den Røde Baron, havde sin sidste officielle adresse, nemlig på sit regiments kaserne.

Richthofen var en prøjsisk aristokrat, der blev født i Wroclaw i Polen i 1892. Det var dengang kendt som Breslau.

Han var en berømt kamppilot på den tyske side under Den Første Verdenskrig og fik tilnavnet Den Røde Baron, da rød var hans favoritfarve på sit fly.

Der var en årsag til hans berømmelse. Efter at have skudt hele 80 fly ned gik det galt for ham den 21. april 1918, da han tabte et luftslag.

Der er dog stadig strid blandt historikere om, hvorvidt det var den canadiske pilot Roy Brown, der fik ram på Den Røde Baron, eller om det var antiluftskyts, der ramte det røde fly.

Richthofen blev dræbt ved Vaux-sur-Somme i Frankrig og blev begravet på en lokal kirkegård.

Senere blev hans lig dog flyttet til et familiegravsted ved Wiesbaden i Tyskland.

/ritzau/AFP

Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på information.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m. Tilmeld dig her

Husk at gi’ Nuser (Snoopy) besked…