Skip to Content
Onsdag 15. februar 2012

København

Piger med ondt i livet forsøger selvmord

Publiceret: 00:08, 13. december 2009
Medicinproducent vil have gjort store bøtter med hovedpinepiller receptpligtige, fordi tre teenagepiger hvert døgn indlægges efter selvmordsforsøg.

Hver ottende time ryger en teenagepige akut på hospitalet, fordi hun har slugt et par håndfulde hovedpinepiller. Producenten af Panodil har fået nok af, at medicinen bliver misbrugt af unge piger med ondt i livet, skriver Politiken.

Det skal være slut med, at familier har store bøtter med potentielt livsfarlig medicin i hjemmet. Fremover skal du have recept med på apoteket for at købe flere end 20 hovedpinepiller, lyder kravet fra GlaxoSmithKline, der reagerer på baggrund af, at antallet af forgiftninger er flerdoblet på 10 år.

- Politikernes indsats har slået fejl, siger marketingchef Annette Marcher til Politiken. Hun har sendt advarslen i et brev til sundhedsministeren.

For første gang er der nu også politisk flertal for at se på en stramning af loven. Venstre har hidtil været imod at begrænse adgangen til hovedpinepiller, der står i bøtter med 100-300 styk i de fleste hjem.

Men der lyder nye toner fra Preben Rudiengaard (V), formand for Sundhedsudvalget i Folketinget. Indsatsen har fejlet, erkender han.

- Er der evidens for, at receptpligt har en positiv effekt, så er det nok den vej, vi skal gå, siger Preben Rudiengaard, som allerede mandag vil tage spørgsmålet op med sundhedsministeren.

/ritzau/

Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på information.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m. Tilmeld dig her