Tal R, Michael Kvium, John Kørner, Martin Bigum og Anne Linnet er nogle af de kunstnere, hvis værker sælges på auktion i forbindelse med Danmarks Indsamlingen 2010.
Bruun Rasmussens Kunstauktioner i København skal stå for auktionen, som dels kommer til at foregå på internettet, dels foregår som en auktion, der transmitteres direkte den 30. januar i forbindelse med det store indsamlingsshow i tv.
Målet er denne gang at samle et millionbeløb til støtte for afrikanske kvinders adgang til uddannelse, arbejde og sundhed. Det fulde beløb fra auktionen går ubeskåret til de humanitære organisationers arbejde i det hårdt plagede kontinent.
Bruun Rasmussen har på vegne af Danmarks Radio og Danmarks Indsamlingen sendt over 400 henvendelser til kunstnere, gallerier og kunstsamlere med anmodninger om at bidrage til auktionen.
Maleren John Kørner fortæller, at han har lavet et maleri med titlen “African with 7 problems”, der præsenterer en afrikansk kvinde og hendes problemer.
- Afrikas kvinder er en af verdens mest udsatte befolkningsgrupper. Derfor føler jeg mig forpligtet til at tage del i den humanitære kunstauktion, siger Kørner i en nyhedsmail fra Bruun Rasmussens Kunstauktioner.
/ritzau/
Kommentarer