Venezuelas præsident, Hugo Chávez, benytter talerstolen på FN’s klimatopmøde til en sønderlemmende kritik af Vesten og den kapitalistiske samfundsorden. Den rolle i verdenssamfundet har hidtil været fyldt ud af Cubas Fidel Castro, men i dag har Chávez overtaget stafetten fra sin mentor.
- Kapitalismen er en destruktiv model, og vi kan ikke fortsætte ad den vej. Et spøgelse løber gennem Københavns gader. Det er kapitalismens spøgelse, men ingen vil sætte navn på det, siger Chávez.
I sin langstrakte, improviserede tale på 26 minutter, der langt overskrider de tilmålte fem minutter ved topmødet, når Chávez omkring både Jordens skabelse og verdensreligionerne, mens han flittigt citerer Fidel Castro, Rosa Luxemburg og Jesus Kristus:
- Som kritikere siger: Hvis klimaet var en bank, ville de have reddet den.
Hugo Chávez peger på, at de syv procent rigeste mennesker på jordkloden er ansvarlige for halvdelen af den samlede CO2-udledning.
40 procent af verdens befolkning lever for under to dollar om dagen og har tilsammen kun fem procent af verdens indkomst, mens over en milliard mennesker mangler adgang til rent drikkevand og ordentlige sanitære forhold.
Og på grund af egoismen i de rige forbrugersamfund er der ingen solidaritet med de fattige, siger Chávez.
- Vi vil ikke vente med korslagte arme for at se, om menneskeheden dør, siger præsidenten.
Venezuela støtter de toneangivende ulandes krav om, at en kommende klimaaftale skal hvile på Kyoto-sporet. Det forpligter industrilande til at skære CO2, mens ulande kun skal gøre en frivillig indsats efter deres økonomiske formåen.
- Lad os udrydde fattigdommen og bringe CO2-udslippet ned, opfordrer Hugo Chávez.
/ritzau/
Kommentarer
Det har han da fuldkommen ret i, og sikke en gang svineri her i landet, politiet anholder demonstranter og gir officiel modtagelse til mordere og forbrydere, tænk Dronningen gir sig ud i sådan en gang pløre.
Hugo Chávez tør at tale om kapitalismen. Det er jo ellers tabu, især når der skal analyseres årsager til kriser. Sjovt.
Han vil i de næste par dage komme til at lave rigtig rav i den. Det bliver spændende at følge.
Go chavez go!
“…syv procent rigeste mennesker på jordkloden er ansvarlige for halvdelen af den samlede CO2-udledning.”
Måske skulle man blot få afviklet disse 7%, inden afviklingen af os alle…. :-)
Jens Kofoed - pas lige på med sådan en udtalelse …7% er jo ca 420 mio mennesker og jeg skulle blive overrasket hvis ikke du var at finde der i blandt…:-)
Vel talt, Chávez!
( I øvrigt: Nok er Fidel ikke længere statsleder, men han er nu ikke helt holdt op med at reflektere over verdens gang: http://www.granma.cu/ingles/2009/reflections-fidel… )
Han skulle lige klappe hesten, før han taler.
Venezuela er et af de mest benzinslugende lande i verden.Sidst jeg var der kostede en liter 75 øre!
Chavez er en klaphat, som ingen kan tage seriøst!!
( Diktator in spe…. )
@Bill
Jeg har ellers opsagt mit job for være på den sikre side. :-P
På den anden side findes der jo som bekendt ingen fattige i DK (officielt om ikke andet) og så kan det vel egentligt godt blive svært at dokumentere, skulle det komme dertil. :-|
Et andet land der støtter benzinpriserne er Malaysia …og det skyldes at for mange fattige er bilen deres vigtigste arbejdsredskab da mange er ansat som sessonarbejdere i landbruget langt fra deres bopæl…
Så Lad os udrydde fattigdommen og bringe CO2-udslippet ned er jo et sandt udsagn.