Skip to Content
Onsdag 15. februar 2012

København

Kinas premierminister ude af gæstelisten

Publiceret: 19:45, 17. december 2009
Ministeren for klimatopmødet, Connie Hedegaard, har meldt afbud til gallamiddag hos dronningen, og Kinas premierminister er også forsvundet fra gæstelisten.

Der bliver masser af mad til deltagerne i middagen for verdens statsledere hos dronning Margrethe. I hvert fald er deltagerlisten skrumpet efterhånden som tidspunktet for middagen torsdag aften nærmer sig.

- De seneste timer er der kommet en række afbud, som afspejler de forhandlinger, der foregår i Bella Center, siger kommunikationschef ved hoffet, Lene Balleby.

Blandt afbuddene er et fra Danmarks minister for klimatopmødet, Connie Hedegaard (K). Og Kinas premierminister, Wen Jiabao, som stod på den oprindelige liste, figurerer heller ikke på den seneste.

Til gengæld står USA’s udenrigsminister Hillary Clinton, Storbritanniens premierminister Gordon Brown og Tysklands kansler Angela Merkel stadig på deltagerlisten - som dog endnu kan ændre sig, inden dronningen efter planen byder velkommen klokken 20.42.

Oprindeligt var forventningen omkring 170 deltagere i den royale middag, men lidt efter klokken 19 er gæstelisten skrumpet til mellem 120 og 130 deltagere.

- Det er en usædvanlig situation, der kræver fleksibilitet, og vi kan fortsat forvente afbud. Men vi glæder os under alle omstændigheder til at gennemføre middagen, siger Lene Balleby.

Når middagen skrumper, er det et udtryk for, at der stadig foregår intense forhandlinger i Bella Center.

Der har på forhånd været diskussion om, at Zimbabwes præsident, Robert Mugabe, vil deltage i middagen. Hvem dronningen får som bordherre vil hoffet dog ikke oplyse. Det afgøres efter en række forskelligt vægtede kriterier.

/ritzau/

Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på information.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m. Tilmeld dig her