Skip to Content
Onsdag 15. februar 2012

København

Positive reaktioner fra USA på klimamøde

Publiceret: 15:37, 19. december 2009
Flere miljøorganisationer og tænketanke i USA er tilfredse med resultatet fra klimatopmødet i København, selv om det er mangelfuldt.

Der er overraskende positive reaktioner fra en række af USA’s førende miljøorganisationer og tænketanke på udfaldet af klimatopmødet i København.

- Dette er et vigtigt øjeblik. Meget mere behøves. Men dagen i dag markerer grundlaget for en global indsats til bekæmpelse af klimaforandringer, siger Jonathan Lash, formand for tænketanken World Resource Institute i Washington.

Han noterer sig, at USA, Kina og en række andre vigtige lande med København-erklæringen ikke lod sig tage som gidsler af de lande, der gjorde modstand i Bella Center. De fastholdt et mål for at reducere klimagasserne og enedes om finansiering.

- Disse lande må nu uden forsinkelse arbejde for at leve op til deres forpligtelser, siger han.

Miljøorganisationen Sierra Club hilser også med tilfredshed, at det ikke lykkedes en blok af lande at forpurre et resultat i København. Tydeligvis en henvisning til flere afrikanske lande, Saudi-Arabien, Venezuela og Bolivia.

- Selv om aftalen ikke er så retfærdig, som den burde være, og ikke så ambitiøs, som videnskaben anbefaler, og indtil videre ikke bindende, så er den et fremskridt, som længe har været nødvendigt, mod globalt samarbejde om det mest farlige spørgsmål, som vores verden står over for i dag, siger organisationen talsmand John Coequeyt.

Fred Krupp, der er formand fra tænketanken Environmental Defence Fund, siger, at det var en “koalition af villige”, der står for udledningen af 60 procent af verdens drivhusgasser, som sikrede enighed i København.

- Der venter stadig en masse hårdt arbejde, men en masse hårdt arbejde er afsluttet. De nye positive skridt, der er taget her (i København), mange af dem taget af udviklingslande, giver USA’s senat og præsident Obama en historisk mulighed, siger han.

Han mener, det sætter ekstra pres på Senatet til at få vedtaget en amerikansk klimalov.

/ritzau/

Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på information.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m. Tilmeld dig her