Skip to Content
Onsdag 15. februar 2012

Berlin

Over 60 er døde i europæisk vintervejr

Publiceret: 18:26, 20. december 2009
Kulde og sne i Øst- og Centraleuropa har kostet mange mennesker livet i de seneste dage og lammet mange regioner. Og vintervejret fortsætter.

Alene lørdag døde 15 mennesker af kulde i Polen, mens ni mennesker er frosset ihjel i Tjekkiet siden fredag mogen. I alt menes flere end 60 mennesker omkommet i Europa, de fleste i Østeuropa, siden hårdt vintervejr satte ind for knap et par uger siden.

De fleste omkomne er hjemløse, som er bukket under for kulden, og myndigheder i flere østeuropæiske lande appellerer til offentligheden om at hjælpe hjemløse med at få tag over hovedet.

Temperaturen har i snart 14 dage svinget mellem minus 20 og minus 30 grader i de hårdest ramte områder i østeuropæiske lande.

Men mange er også omkommet i trafikken, hvor der er sket talløse uheld. I Serbien måtte mange bilister overnatte i deres biler natten til søndag, efter at et omfattende snevejr helt stoppede trafikken. I Kroatien var situationen næsten den samme med adskillige motorveje, der helt lukkede. Her var togtrafikken også hårdt ramt med tog, der holdt stille på grund af sne.

I Bulgarien var flere end 130 byer uden strøm, mens hovedstaden Sofia blev ramt af strømafbrydelser på grund af vintervejret.

I Belgien blev fly forsinket, da start- og landingsbaner sneede til. I Spanien og Italien var der også problemer i trafikken. Her var der desuden rapporter om rekordlave temperaturer. I den italienske Abruzzo-region blev der målt minus 25 grader, hvilket er helt usædvanligt.

/ritzau/dpa

Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på information.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m. Tilmeld dig her