Skip to Content
Onsdag 15. februar 2012

Warzawa

Skiltet fra Auschwitz er fundet igen

Publiceret: 01:25, 21. december 2009
Polsk politi har fundet skiltet med ordene "Arbeit macht frei", der fredag blev stjålet fra den tidligere udryddelseslejr Auschwitz. Fem mænd er anholdt.

Det famøse skilt, der hang over indgangen til den tidligere nazistiske koncentrationslejr Auschwitz i Polen, er blevet fundet igen, efter at det fredag blev stjålet, oplyser det statslige polske fjernsyn.

Skiltet med ordene “Arbeit macht frei” (“Arbejde gør dig fri”) mødte de hundrede tusinder af jøder og andre, som nazisterne under Anden Verdenskrig sendte til det, der var en udryddelseslejr.

Fem mænd er blevet anholdt for at have stjålet skiltet, som er blevet skåret over i tre stykker. Motivet til tyveriet er ikke kendt.

Auschwitz er den af de mange koncentrationslejre under Det Tredje Rige, der i dag står som et af de mest tydelige beviser på de nationalsocialistiske jødeudryddelser og forbrydelser mod menneskeheden.

Lejren blev i 1940 anlagt i den sydvestlige del af det tyskbesatte Polen, i byen Oswiecim, ca. 60 km vest for Krakow.

Den 27. januar 1945 befriede den russiske Røde Hær Auschwitz og de 7650 fanger, som endnu var i live. Efter sin tilfangetagelse anslog lejrens tidligere kommandant Rudolf Höss, at i alt omkring tre millioner mennesker - de fleste jøder fra Østeuropa, men også en række romaer, russere og polakker - blev dræbt i Auschwitz i løbet af årene 1941-44. Dette tal er i dag nedjusteret, og bl.a. Auschwitz-museet anslår det reelle tal til at ligge på ca. 1,1 million mennesker.

/ritzau/Reuters

Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på information.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m. Tilmeld dig her