London
Hård kritik af Kina efter klimamøde
Vi vil aldrig igen tillade, at en lille håndfuld lande holder en global klimaaftale som gidsel, siger den britiske premierminister.
Kina og en lille gruppe lande forsøgte at sætte sig på FN’s klimatopmøde i København “for at forhindre, at en aftale kunne nås”.
Sådan lyder den svidende kritik fra både den britiske premierminister og klimaminister.
Kritikken retter sig mod Kina, Sudan, Venezuela, Cuba, Nicaragua og Bolivia.
Premierminister Gordon Brown vil tirsdag i et videobudskab rette en anklagende finger mod de lande, der forhindrede en ambitiøs aftale i København, skriver avisen The Guardian. Selv om Kina ikke nævnes ved navn, så lader embedsmænd forstå, at det er kineserne og en lille gruppe lande, der er de skyldige.
- Aldrig igen skal vi stå over for en lignende fastlås situation, som truede med at forpurre disse forhandlinger. Aldrig igen vil vi lade en globale aftale, der skal skabe en grønnere fremtid, blive holdt som gidsel af en lille håndfuld lande, fremgår det af Browns videobudskab.
I mandagens The Guardian skriver klimaminister Ed Miliband, at “vi ikke igen kan tillade, at forhandlinger med virkelige substansemner bliver kapret på denne måde”.
Resultatet fra København beskrives rundt om i verden som for lidt og skuffende, fordi det ikke for alvor forpligter landene til at bekæmpe klimaforandringer. Det er ikke blevet en aftale, men en hensigtserklæring om at gøre noget ved klimaet.
Miliband opfordrer til en “omfattende reform” af det FN’s klimasekretariat (UNFCCC), som stod i spidsen for forhandlingerne i København. Han er rasende over, at det lykkedes en lille håndfuld lande at kaste sand i forhandlingsmaskinen.
- Vi fik ikke en aftale om 50 procents reduktion af CO2 udledningerne i 2050 eller på 80 procents reduktion i de udviklede lande. Kina nedlagde veto mod begge dele på trods af støtte fra en koalition af udviklede lande og et stort flertal af udviklingslandene, skriver Miliband.
/ritzau/
Kommentarer
Hvor mange generationer skal der gå før det går op for englænderne at de har mistet deres imperium, og at Storbritannien ikke længere er en supermagt?
UK er i dag en anden rangsnation i EU, der ikke kan diktere kineserne er udviklingslandende noget som helst.
Ed Milibands råberi er først og fremmest udtryk for desperation og afmagt over den ny verdensorden.
Hvor mange generationer skal der gå før det går op for englænderne at de har mistet deres imperium, og at Storbritannien ikke længere er en supermagt?
UK er i dag en anden rangsnation i EU, der ikke kan diktere kineserne eller udviklingslandende noget som helst.
Ed Milibands råberi er først og fremmest udtryk for desperation og afmagt over den ny verdensorden.
Isoleret set er det sikkert rigtígt at et land som UK, og selvfølgelig langt mindre noget skandinavisk land, kan gøre meget overfor Kina. Hvis man dog forestillede sig (er det ren scifi?) at euroæiske lande faktisk mente noget med “fællesskabet” kunne de vel dog stille noget op overfor enten Kina eller USA. Hvad med Kinas eksport? Hvad med dets behov for fødevarer til langt over en milliard mennesker?
Efter COP15 gælder det om at bruge “de små skridts metode”!
I forholdet til Kina skal vi især bemærke, at det
kinesiske styre ikke er meget for at blive kikket i kortene. Det må vi så gøre på andre måder.
Lige i øjeblikket appellerer Kina til “det internationale samfund” om at hjælpe sig med
at uddanne kernekraftsinspektører. Med det kerne-kraftsprogram, kineserne har, må man jo ud at se på planer og forhold.
Her har vi fra Danmark mulighed for at bruge er-
faringerne fra vores erhvervsliv og bruge de kon-
takter, som erhvervslivet har.
En anden mulighed er at arbejde sammen med
NGO-erne, f.eks. Greenpeace. Der var et klip med
en kinesisk repræsentant for Geenpeace i dansk
TV, lige efter afslutningen i Bellacenteret. Han lød
vældig fornuftig.
Det sidste vi har brug for er at pege fingre og op-
træde bedrevidende. Måske kunne vi endda lære
noget af kineserne.
Hvis vi endelig har brug for at bruge nogle tommel-
skruer, så kunne vi alliere os med de afrikanske
lande, hvor kineserne er inde over det hele. Det
forløber ikke altid gnidningsfrit, for kineserne er
ikke fri for at være da noget racistiske i deres op-
træden overfor de sorte afrikanere.
Men det siger vi naturligvis ikke højt. I stedet prøver vi at lære fra os m.h.t. konfliktløsning og dialog.
Det skulle nogle af os være gode til :-)