Socialdemokraterne kræver nu en forklaring på, om statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) er enig med sin egen pressechef, eller spindoktor, Søs Marie Serup, som har kritiseret pressen for ikke at have rost hans klimadiplomati under topmødet.
- Synes statsministeren, at et sådant udfald imod den samlede danske presse fra statsministerens spindoktor er tilfredsstillende, lyder det partiets forbrugerordfører, Benny Engelbrecht.
Benny Engelbrecht henviser til, at spindoktoren lørdag på Facebook anklagede pressen for at være “sølle”, fordi den ikke havde gennemskuet, at et gennembrud var på vej, og at hendes chef, statsministeren, var i gang med “en lille genistreg”.
Indlægget er nu fjernet fra spindoktorens profil, og ifølge dagens opdatering ærgrer hun sig “gul og grøn over en dum fejl begået i træthed og frustration”.
Søs Marie Serup får imidlertid fuld opbakning til det oprindelige indlæg fra en anden af VK-regeringens spindoktorer. Ifølge Berlingske.dk langer Fødevareministerens særlige rådgiver, Christopher Arzrouni, også hårdt ud efter pressen.
“Glem de kværulanter - jeg synes, det var godt, at du sagde fra i betragtning af, at der ikke var nogen i journaliststanden, der kunne finde ud af det,” skriver Christopher Arzrouni på Facebook.
/ritzau/
Kommentarer
Det bedste forsvar er et angreb, det er en taktik vi har set i hele VKO-regeringens levetid. Man stempler politiske modstandere som “hystader” eller “grædekoner”, stempler kritik som “klynkeri” og “kværulanteri.” Det har været så effektivt, at oppositionen ikke har turdet stå frem med deres egne synspunkter, men har rettet ind efter VKO-regeringens politik på de fleste punkter.
Taktikken blev udviklet til perfektion af Anders Fogh Rasmussen, med Lars Løkke Rasmussen er intimideringsteknikken imidlertid blevet til uelegant og klodset bølleoptræden.
Lars Løkke Rasmussen, du bliver kritiseret. Tag det som en mand! Snup du dig bare en trøste-fadøl… gerne på skatteydernes regning hvis ikke du har kontanterne.
Er det nu pressens skyld, at statsministeren er en fumlegænger? Selv de ivrigste mikrofonholdere for Regeringen, kan se fiaskoen på COP15.
Lever Spindoktorer på en anden planet?
Som enhver statsmagt, er også den fjerde - Pressen - naturligvis samfundets tjenere, og i den rolle kan repræsentanterne for benævnte samfunds regerende flertalskoalition naturligvis med rette protestere over den manglende koordination og solidaritet (hov! - er det ikke et grimt ord?).
Vi andre må nøjes med at konstatere, at Pressen for en gangs skyld - set som en samlet magt - har optrådt forbavsende klarsynet ;-)