Tre ud af fire danskere mener, at tv og aviser har fremstillet den nye influenza som farligere, end den er i virkeligheden.
Det fremgår ifølge Politiken af en undersøgelse fra Sundhedsstyrelsen, der har spurgt 1.014 danskere om deres holdning til, viden om og erfaring med influenza A (H1N1), bedre kendt som svineinfluenza.
73,1 procent skoser medierne. Men set med en medieforskers briller har pressen sådan set været udmærket til at holde tungen lige i munden og undgå alt for
mange katastrofeoverskrifter. Der har også været historier, som har opfodret danskerne til at slå koldt vand i blodet, fordi influenzaen ikke er farligere end den, vi normalt oplever, pointerer professor Stig Hjarvard fra Institut for Film- og Medievidenskab på Københavns Universitet.
- Det er snarere omfanget af mediernes dækning end selve indholdet, de adspurgte borgere reagerer mod, vurderer Stig Hjarvard over for Politiken.
Men undersøgelsen fra Sundhedsstyrelsen viser, at de fleste har taget den nye sygdom med ophøjet ro. De føler, at de har en udmærket viden om den reelle
risiko, og blot tre procent frygter i høj grad at blive alvorligt syg, hvis de skulle blive smittet.
Nu er der ikke længere epidemi i Danmark, fastslår overlæge og afdelingschef Kåre Mølbak fra Statens Serum Institut og gør status: 300.000 har været syge,
hvoraf halvdelen er børn. Omkring 1.000 har været indlagt, 60 af dem på intensivafdelinger. 23 er døde.
/ritzau/
Kommentarer