Thailand er gået i gang med at deportere 4000 Hmong-flygtninge til Laos. Hmongfolket lever spredt ud over Sydøstasien, herunder Kina, Laos, og Myanmar (det tidligere Burma).
Befolkningsgruppen siger, at den bliver forfulgt i blandt andet Laos, og derfor ønsker en del ikke at vende tilbage til landet. Hmongfolket stammer oprindelig fra det sydlige Kina, men en del er vandret til andre dele af Sydøstasien.
Der er tale om ufrivillig repatriering af Hmong-flygtningene, der siden 2004 har boet i Nuay Nam Khao-lejren i Phetchabunprovinsen, som ligger cirka 280 kilometer nordøst for Bangkok
En del af Hmong-minoriteten har boet i bjergrige dele af Laos i flere århundreder. Amerikanerne rekrutterede en del af folket til at føre oprørskrig mod kommunistsoldater i Laos. Kommunisterne kom til magten i landet i 1975. USA tog i 2003 imod 14.000 Hmong-flygtninge, og siden har en del fra minoriteten søgt asyl i Thailand.
Ifølge en bilateral aftale mellem Thailand og Laos skal de 4000 flygtninge være sendt tilbage til Laos inden udgangen af 2009.
Lederen af den laotisk-thailandske grænsekomité, general Bouasieng Champaphanh, siger til en statsejet laotisk avis, at han garanterer for de tilbagevendte flygtninges sikkerhed.
USA, FN og EU har udtrykt bekymring over deportationerne. FN’s Flygtningehøjkommissariat (UNHCR), kalder Hmong-minoriteten for et plaget folk.
Thailand er blevet kritiseret, fordi landet ikke vil lade UNHCR vurdere, om Hmong-folket lever op til kravene for at få flygtningestatus.
/ritzau/dpa
Kommentarer