Antallet af dræbte i trafikken er faldet kraftigt i år. I løbet af 2009 har omkring 300 mennesker mistet livet i trafikken, viser en foreløbig optælling fra Rådet for Sikker Trafik. Det er et fald på 25 procent i forhold til 2008, hvor antallet af trafikdræbte var 406 personer. Faldet omfatter stort set alle typer af trafikanter.
- Hver dræbt er en for meget, og faldet er virkelig glædeligt. Vi er nu tilbage på 2006-niveau, som var et godt år for trafiksikkerheden. Men skal den positive udvikling holdes, kræver det, at vi sætter gang i yderligere initiativer, der kan reducere antallet af dræbte og kvæstede så meget som muligt, siger Anders Rosbo, direktør i Rådet for Sikker Trafik.
Faldet i trafikulykker ses også i mange andre vesteuropæiske lande. En af forklaringerne er, at finanskrisen formentlig får trafikanterne til at køre færre kilometer og mere forsigtigt. Men også skærpede regler mod ulovlige knallerter og øget fokus på blandt andet højresvingsulykker spiller ind.
Trods faldet er der fortsat et stykke til Færdselssikkerhedskommissionens mål om højst 256 trafikdræbte i 2009.
- For høj fart er fortsat årsagen til de fleste dræbte på vejene. Vi håber, at vi i Danmark vil følge i sporet på de fleste andre vesteuropæiske lande, der har haft stor succes med automatisk hastighedskontrol. Stærekasserne vil nemlig for alvor kunne bringe antallet af dræbte og kvæstede ned på det niveau, vi stræber efter, siger Anders Rosbo.
/ritzau/
Kommentarer
Hm! Det bliver spændende at se hvordan tallet er for cyklister. Færre trafikdræbte cyklister er nemlig ikke udtryk for at bilisterne tager mere hensyn til cyklisterne, men blot at færre tør sætte sig op på cykler af frygt for de for hurtigt kørende bilister.
I nogle af de større byer stiger cyklingen ganske vist rigtig meget, men det er i de mindre byer, og på landet, at der er et kraftigt fald i brugen af cykler.
Også begrebet “feriecyklist” er snart ved at være en saga blott, også her foretrækkes bilen.
Den megen snak om børns dårlige motorik, hænger naturligvis sammen med at færre børn cykler.
Det reducerede antal trafikdræbte må ikke bruges til at “frikende” bilisterne for at køre for hurtigt, og for at dominere vejtrafikken i en sådan grad, at der ikke er plads til andre trafikanter.
Alle trafikanter kan med fordel begynde at observere og overholde færdselsloven lidt mere vedholdende og på den måde forhåbentligt undgå de mange unødige ulykker.
At forsøge at frikende cyklisterne for skyld er nok også lidt for farvet. Når man betragter cyklisternes hovedløse standhaftighed i trafikken i kamp om pladsen med en lastbil er det ikke overraskende at nogle bukker under.
Det er stadig føreren af køretøjet (bil/knallert/cykel) der må være genstand for vores forsøg på at nedsætte antallet af trafikdræbte. For mange kører med hovedet under armen.
Med venlig hilsen Lennart
Lennart Kampmann
Ja bare alle ville holde færdselsreglerne. Men din frikendelse af bilisterne ved højresvingsulykker er i mine øjne lidt for flot. Når fx landets daværende justitsminister selv måtte tage en ny køreprøve, efter at hun havde påkørt en i et højresving.
Eller holder du på den stærkes ret.
Jeg vil ikke frikende nogen. Jeg peger fingeren på føreren af bil, knallert og cykel uden at skelne mellem dem.
Jeg holder ikke på den stærkes ret - jeg påpeger at nogle gange er folks tilsidesættelse af sund fornuft og manglende tilpasning til situationen den egentlige årsag til at det går galt. Det og naturligvis alkohol…..
Med venlig hilsen Lennart