Den yderliggående islamiske terrorgruppe al-Shabaab har efter blodige kampe erobret kontrollen med byen Dhusamareb i Somalia.
Kampene om byen, der ligger omkring 500 kilometer nord for Somalias hovedstad, Mogadishu, har ifølge BBC kostet op imod 50 mennesker livet.
BBC citerer lokale menneskerettighedsgrupper for oplysningerne, som også siger, at mange indbyggere i byen er flygtet.
Hidtil har byen været kontrolleret af en anden milits, Ahlu-Sunnah, der støtter Somalias overgangsregering, som har store problemer med at få herredømme over landet, der er sønderrevet af vold og borgerkrig.
En talsmand for regeringen efterlyser ifølge BBC mere international hjælp. Han siger, at terrororganisationer som al-Qaeda får mere og mere indflydelse.
- Mægtigere og stærkere lande forsøger forgæves at kontrollere al-Qaeda. Vi kan ikke gøre det, siger han.
Blandt andre USA sætter al-Shabaab i forbindelse med al-Qaeda, og al-Shabaab har gentagne gange sagt, at den råder over udenlandske militsfolk, og at flere af gruppens ledere har været i al-Qaeda-lejre.
Den 28-årige mand, der er sigtet for drabsforsøg på Kurt Westergaard, en af tegningerne bag de berømte Muhammed-tegninger, har ifølge Politiets Efterretningstjeneste (PET) forbindelser til al-Shabaab.
/ritzau/dpa
Kommentarer