Skip to Content
Onsdag 15. februar 2012

Washington

Selvmordsbomber var dobbeltagent

Publiceret: 01:55, 5. januar 2010
Det var angiveligt en dobbeltagent, der dræbte otte i et selvmordsangreb på en CIA-base i Afghanistan. Han var hyret af Jordan, men arbejdede for al-Qaeda.

Den selvmordsbomber, der onsdag dræbte otte mennesker ved et angreb på en CIA-base i Afghanistan, var en jordansk dobbeltagent.

Ifølge den amerikanske tv-station, NBC, blev Humam Khalil Abu-Mulal al-Balawi hyret af den jordanske efterretningstjeneste som dobbeltagent. Han blev sendt til Afghanistan med den meget specifikke opgave at finde og mødes med al-Qaedas nummer to, egypteren Ayman al-Zawahiri.

NBC oplyser, at hans føringsofficer i Afghanistan, der ifølge det jordanske statslige nyhedsbureau, Petra, var kaptajn i den jordanske efterretningstjeneste og hed Ali bin Zeid, blev dræbt i angrebet sammen med syv CIA-agenter.

- Føringsofficeren var også medlem af den kongelige familie i Jordan, og det er delvis derfor, at kongefamilien deltog i hans begravelse, og at han betragtes som en nationalhelt, siger den tidligere CIA-agent og rådgiver for Det Hvide Hus, Bruce Riedel, til nyhedsbureauet AFP.

Vestlige efterretningskilder oplyser til NBC, at al-Balawi angiveligt kontaktede sin jordanske føringsofficer i sidste uge og fortalte, at han blev nødt til at have et møde med CIA-agenterne i Khost i Afghanistan, fordi han havde vigtige oplysninger om al-Zawahiri.

- Men bombemanden var angiveligt sendt af sted af al-Zawahiri selv for at foretage angrebet, siger Bruce Riedel, som tilføjer, at oplysningerne, så vidt han ved, endnu ikke er bekræftet.

/ritzau/AFP

Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på information.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m. Tilmeld dig her