Skip to Content
Onsdag 15. februar 2012

København

Nul jackpot af universitetsfusioner

Publiceret: 22:55, 5. januar 2010
Norsk undersøgelse afkræfter formodningen om administrativ gevinst ved at slå universiteter sammen, sådan som det er sket i Danmark.

Universiteternes bureaukrati vokser, når de slås sammen til større enheder. Det omvendte var ellers formodningen, da en række universiteter og forskningsinstitutioner blev slået sammen i 2006, skriver Information.

Den nye viden om den voksende administration kommer fra en undersøgelse fra Oslo Universitet, som har set på de skandinaviske universiteter og nogle udvalgte uden for Norden.

Københavns Universitet er nummer et i stor administration. Her er der 50,4 procent ikke-videnskabeligt personale. Lige i hælene kommer Danmarks Tekniske Universitet (DTU) og Aarhus Universitet, hvor lidt over 48 procent af personalet er andre end forskere og undervisere, skriver Information.

På Niels Bohr Instituttet på Københavns Universitet fortæller lektor i komplekse systemer, Joachim Mathiesen, at der kommer flere administrative medarbejdere, når enheder slås sammen.

- Der er blevet ansat flere folk til at tage sig af interaktionen mellem de forskellige enheder. Politikerne snakker meget om, at større enheder skaber større synergi, men der er ikke nogen entydig konklusion på, at du får mindre bureaukrati - tværtimod, siger Joachim Mathiesen til Information.

/ritzau/

Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på information.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m. Tilmeld dig her

Selvfølgelig betyder mere fokus på struktur mindre fokus på indhold. Den gamle universitetsmodel med demokrati på alle niveauer begrænsede faktisk bureaukratiet, fordi det var et nødvendigt, men kedeligt onde, som gik på omgang blandt folk, der havde andet og bedre at tage sig til.