Skip to Content
Onsdag 15. februar 2012

København

Løkke-ros til Cavlingvinder

Publiceret: 17:19, 8. januar 2010
Statsministeren kalder Cavlingvinders afsløringer om Claus Hjort Frederiksen for "enormt solidt stykke journalistisk håndværk".

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har kun ros til årets vinder af den prestigefyldte Cavlingpris, P1-journalisten Jesper Tynell, der fredag fik prisen hos Dansk Journalistforbund.

Men hovedpersonen i afsløringerne - nuværende finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) - kan sove roligt om natten.

Det på trods af, at Jesper Tynell ifølge Cavling-komitéen får prisen for sine afsløringer af, at Claus Hjort Frederiksen i sin tid som beskæftigelsesminister eksempelvis ulovligt pålagde kommunerne at standse udbetalingen af kontanthjælp til mennesker, der ikke var omfattet af den såkaldte 300-timers-regel og ikke mindst iværksatte forsøg med tvangsaktivering af sygemeldte uden først at spørge Folketinget.

- Det er et enormt solidt stykke journalistisk håndværk, der er bedrevet her, lyder vurderingen indledningsvis fra Lars Løkke Rasmussen efter overrækkelsen.

Spørgsmål: Hvis der blot er et gran af sandhed i afsløringerne, burde sådan en minister så ikke have været fyret i stedet for forfremmet til finansminister?

- Jeg vil slet ikke gå ind… Jeg kommer her som pressens minister og for at hylde den dybdeborende journalistik. Jeg har ikke selv dyrket den her sag ned i sin sidste detalje. Jeg ved, at hvis du spørger i Beskæftigelsesministeriet, så vil man se anderledes på nogle af de konklusioner, Jesper har draget, tilføjer Lars Løkke Rasmussen, der drejer omkring, da han får spørgsmålet, om han ikke på baggrund af de nu prisbelønnede afsløringer har nogen betænkeligheder ved at have Claus Hjort Frederiksen som minister.

/ritzau/

Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på information.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m. Tilmeld dig her
Thorsten Lind Abonnent siger:

…..afsløringerne viser blot, at “Hjorten”,
er gjort af det rette stof, til at sidde i DEN regering!!

Nøh du, der er nok snarere tale om, at ingen af d’herrer forstår, hvad der er på færde…

Med venlig hilsen

Sune Olsen siger:

Magen til hykler som Løkke finder man ikke. Mens han og meningsfæller vedtager den nye offentlighedslov giver han ros til dybdeborende journalistik som ikke ville have været muligt hvis han havde kunne bestemme med tilbagevirkende kraft. Og da en DR-journalist (i TV-avisen 18.30 d.d.), spurgte ham om hvorfor, hvis den prisvindende journalistik var så vigtig for Danmark, at Hjort stadig var minister, så stormede han, nej han flygtede faktisk ud af døren. Flovt.