København
Selvcensur i kulturliv efter Muhammedkrise
Danske kunstnere har følgerne af Muhammedtegningerne i tankerne. Halvdelen mener, at ytringsfriheden er truet, viser undersøgelse. Statsministeren er bekymret.
Fire år efter Muhammed-tegningerne blev trykt, er der udbredt selvcensur blandt danske kunstnere og forfattere, viser en undersøgelse fra
Ugebrevet A4.
Undersøgelsen er foretaget blandt 654 forfattere, billedkunstnere og museumsledere. Næsten halvdelen af de adspurgte mener, at ytringsfriheden
herhjemme er truet, og hver ottende har forkastet “projekter” på grund af selvcensur.
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) er bekymret over undersøgelsens resultater:
- Det understreger, at vi som samfund står overfor et meget principielt problem, siger han.
Partiledere fra både højre og venstre er alarmerede over, at danske kunstnere i stigende grad lægger bånd på sig selv af frygt for deres egen sikkerhed.
- Det er så uendeligt trist. Der er ingen tvivl om, at ytringsfriheden er truet, siger formanden for Dansk Folkeparti, Pia Kjærsgaard.
SFs Villy Søvndal betegner det direkte som “et stort demokratisk problem”, hvis kunstnere holder sig tilbage af frygt for repressalier.
- Vi får en forloren offentlig debat, hvis vi ikke kan tale lige ud af posen - også om de svære emner som religion og indvandring. På sigt skaber det en giftig
og forløjet stemning, som ingen kan være tjent med, siger han.
/ritzau/
Kommentarer
Tankevækkende at mod - i dagens Danmark - nu er at indrømme at - “ja - jeg er sgu bange”
Trods alt mere respektindgydende end formummet snak om ” respekt for religion( er? )
Terror works…
Jeg ser frem til, at følge, hvordan det her bliver talt væk fra at være et spørgsmål om “fredens religion”.
…..Den største trussel mod ytringsfriheden i dette land, kommer fra de “folkevalgte” på Tinget.
Hvad er det du ikke tør ytre , Thorsten?
JP’S PROFETTEGNINGER
var foranlediget af eksempler på selvsencur blandt europæiske kunstnere. Tegningerne var ikke startskuddet, men øjenåbneren, der 3 måneder efter vakte “religøse følelser” hos muslimer i diktaoriske lande. Muslimer der fik stække “følelser” uden nogenside at have haft lejlighed til at se profettegningerne.
Denne ALARM i Information er mere end meget forsinket i forhold til vore dages virkelighed.
De “religiøse Følelser” for en fælles bamse i en børnehave i Sudan, der blev kaldt MUHAMMED gjorde det klart for alle dengang, at “religiøse følelser” i muslimsk sammenhæng er nogle skæggede mænds udtryk for magtbegær over kvinder, børn og vantro. Disse følelser er for mange skæggede mænds vedkommende ubærlige. De skal UD OM SÅ MED VOLD OG MAGT.
…i øvrigt bakket op af en lam presse, og en befolkning, som er mere til “Vild med dans”.
Danske kunstnere? …..de er mere sjældne end Storken!
jeg kræver menneskerettighedsdomstolen på banen. det er simpelthen for ringe at jeg ikke længere konsekvensløst, og fuldstændigt uden hensyn til andre overbevisninger end min egne, iøvrigt endegyldigt rigtige og fastlåste, ideologier, kan udtale mig om heliige profeter, min svigermors dårlige mad og rockernes taberagtige adfærd.
Bomben i turbanen var på sin vis genial, og kunne sagtens have fungeret som en tankevækkende og banebrydende kunstnerisk indsats for at sætte fokus på ekstremister, der udnytter og misbruger religion til at fremme krigeriske mål
I stedet for at opnå en positiv effekt, skabte tegningen mere had. Hvorfor? Fordi den blev fremført som en illustration af Mohammed, muslimernes aller helligste profet. Det svarer til at vise Jesus som pædofil eller til at tegne Kong David som naziforbryder.
Det forsvarer ikke reaktionen, men jeg synes ikke der er noget galt med selvcensur, hvis det handler om at tage hensyn til andre.
Det er på tide at vi holder op med at skabe had og i stedet bliver et godt forebillede på en kultur der holder fast i basale værdier uden at trampe på andre
Ingen skriver om, hvad det er for selvcensur, kunstnerne udøver. Jeg tror personligt, at Thorsten har ret, for det ville være besynderligt, at danske kunstnere skulle beskæftige sig særlig meget med spørgsmål, der ikke ligger lige for i den samfundsmæssige og kunstneriske diskurs. Eller rettere: jeg er i hvert fald glad for, at danske kunstnere ikke omsonst har forpestet kulturlivet med diskussioner af denne eller hine religion. Kunsten skulle gerne være et fornuftens sted.
Men jeg kan sagtens forestille mig, at den ubehagelige dunst af indbyrdes mistanke om politisk ekstremisme, samt den fodformede virkelighedsopfattelse, der har kendetegnet den politiske debat, har fået mange kunstnere til at afstå fra at give deres mening til kende om samfundsrelevante spørgsmål.