Skip to Content
Onsdag 15. februar 2012

København

Rønn i samråd om syge asylbørn

Publiceret: 08:28, 11. januar 2010
Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen kalder nu integrationsministeren i samråd, efter at en ny undersøgelse viser, at irakiske asylbørn er psykisk syge.

Sagen om psykisk syge asylbørn får nu Enhedslisten til at hasteindkalde integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) i samråd. En ny undersøgelse viser, at 20 ud af 21 irakiske asylbørn har store psykiske problemer, men kun to af dem er i behandling for deres problemer.

- Den danske regering bærer ansvaret for et hjerteløst og dybt alvorligt omsorgssvigt af de irakiske asylbørn. Der er blevet råbt vagt i gevær mange gange fra både Enhedslisten og organisationer som Red Barnet, men regeringen har været fuldstændig ligeglade. De her børn risikerer at blive skadet for livet, siger Enhedslistens politiske ordfører, Johanne Schmidt-Nielsen

Hun mener, at ministeren burde have givet de irakiske børnefamilier humanitært ophold for lang tid siden.

- Regeringen må sørge for at asylsystemet bliver revideret, så der bliver taget højde for børnenes tarv, og så Danmark lever op til FN’s børnekonvention. Og så skal Rønn omgående svare på, hvorfor børnene ikke er i behandling, siger Johanne Schmidt-Nielsen.

/ritzau/

Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på information.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m. Tilmeld dig her