Fødevaremyndigheder skal være bedre til at finde smittekilden, når en salmonellainfektion bryder løs.
Derfor afsætter Fødevareministeriet syv millioner kroner til et forskningsprojekt, som skal ruste fødevaremyndighederne til at finde og dermed stoppe smittekilden. Det er et stort salmonellaudbrud i 2008, der er årsagen til det nye forskningsprojekt. For trods et stort efterforskningsarbejde fandt myndighederne aldrig smittekilden bag et udbrud af salmonella U292, hvor der blev registreret 1449 syge og mindst ni døde.
- Udbruddet af U292 viste desværre, at vi kan blive endnu bedre til at finde smittekilderne til salmonella. Jeg håber, at projektet kan medvirke til at gøre vores kontrol og bekæmpelse af salmonella endnu mere effektiv både i udbrudssituationer og i det daglige arbejde, siger fødevareminister Eva Kjer Hansen (V).
Det er forskere fra DTU Fødevareinstituttet og Statens Serum Institut, der skal finde bedre sporingsmetoder. Forventningen er, at der ligger et resultat i 2012.
/ritzau/
Kommentarer