Hackere og den manglende respekt for ophavsret, patenter og intellektuelle rettigheder (IPR) i Kina er et kæmpemæssigt problem for danske og andre europæiske virksomheder, siger Dansk Industri i en kommentar til meldingerne fra den amerikanske internet-gigant Google, som truer med at trække sig helt ud af det kinesiske marked.
- For den enkelte virksomhed og for alle delegationer fra Danmark og andre EU-lande er den generelle despekt for IPR i Kina et stort og tilbagevendende problem. Vi vil ikke spekulere i, hvem der står bag, men det står klart, at der fra de kinesiske myndigheders side ikke bliver gjort tilstrækkeligt for at komme disse problemer til livs, siger Nis Høyrup, som er Kina-rådgiver for Dansk Industri.
Han tilføjer, at problemerne giver virksomheder problemer på mange områder igen og igen, og at det ofte hæmmer deres udvikling, da de skal bruge unødigt mange ressourcer på at beskytte deres rettigheder og patenter. Samtidig pointerer han, at det er besværligt og tidsrøvende, hvis den enkelte virksomhed vil have retssystemet til at gribe ind.
/ritzau/
Kommentarer