Skip to Content
Onsdag 15. februar 2012

Podgorica

Kosovo får ny diplomatisk makker

Publiceret: 13:04, 15. januar 2010
Montenegro og Kosovo etablerer diplomatiske forbindelser, men det vil uden tvivl vække mishag i Serbien, der fortsat anser Kosovo for et serbisk område.

Montenegro meddeler, at det har etableret diplomatiske forbindelser med Kosovo. Det er en beslutning, der ventes at ophidse Serbien.

- Montenegro og Kosovo har i dag etableret diplomatiske forbindelser ved udveksling af breve mellem udenrigsminister Milan Rocen og Skendar Hiseni, lyder en regeringserklæring.

Parterne er imidlertid enige om ikke på dette tidspunkt at udveksle ambassadører. Først skal det afklares, hvilken status det montenegrinske mindretal i Kosovo skal have i fremtiden.

I Serbien vil beslutningen uden tvivl skabe stor irritation. Serbien anser fortsat Kosovo som en del af den serbiske republik, som man kun nødtvungent blev fordrevet fra af Nato i 1999.

Serbien er gået til Den Internationale Domstol for at få underkendt Kosovos uafhængighed. Serbien og Montenegro var de to sidste republikker i Jugoslavien, som endegyldigt forsvandt, da Montenegro erklærede sig en uafhængig stat i 2006.

Montenegro anerkendte allerede i 2008 til Serbiens store mishag staten Kosovo.

/ritzau/AFP

Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på information.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m. Tilmeld dig her