Den militære leder for al-Qaeda i Yemen menes dræbt under en aktion i den nordlige del af landet. Det oplyser en talsmand for Yemens militær.
I alt seks blev dræbt under aktionen, da kampfly angreb to biler, hvor de befandt sig.
- To biler med otte farlige medlemmer af al-Qaeda blev ramt af bomber mellem byerne Saada og al-Jouf, oplyser talsmanden. Han siger, at to mænd måske undslap flyangrebet med livet i behold.
Talsmanden siger videre, at fire af de seks dræbte havde ledende funktioner i al-Qaeda. En af de dræbte menes af være Qassam al-Rimi, der er den militære leder for al-Qaeda i Yemen.
Yemen har i de seneste måneder været ramt af en række bombeaktioner mod udenlandske interesser og mod regeringsinstitutioner, som militante islamister menes at stå bag
Det fattige arabiske land er kommet i centrum for den internationale terrorbekæmpelse, efter at en 23-årig nigerianer forsøgte at sprænge et amerikanske passagerfly i luften juledag kort før landing i Detroit. Nigerianerne menes at have modtaget terrortræning hos al-Qaeda i Yemen.
/ritzau/AFP
Kommentarer