Skip to Content
Onsdag 15. februar 2012

Washington

Obama rystet over ødelæggelser i Haiti

Publiceret: 20:07, 15. januar 2010
USA's præsident, Barack Obama, er parat til at yde en ekstraordinær indsats for at hjælpe den nødlidende befolkning i den jordskælvshærgede ønation, Haiti.

USA’s præsident, Barack Obama, siger, at Haitis jordskælv har påført “hjerteskærende” tab og lover, at USA vil gøre alt, hvad der kræves for at redde liv og få landet på fode igen.

- Omfanget af ødelæggelserne er helt usædvanlige, og tabene er hjerteskærende, siger Obama i en kort udtalelse fra Det Hvide Hus.

Obama advarer mod, at der ligger “vanskelige dage” forude for hjælpeindsatsen i Haiti, idet landets vigtigste havn er lukket, veje er ødelagt og alvorlige logistiske problemer tårner sig op.

Præsidenten siger også, at han på lørdag vil mødes med ekspræsidenterne Bill Clinton og George W. Bush for at drøfte deres rolle som spydspidser for en amerikansk genrejsnings- og genopbygningsindsats i Haiti.

Titusinder frygtes døde efter det massive jordskælv, der tirsdag ramte den caribiske ønation. Den lokale afdeling af Verdenssundhedsorganisationen, WHO, anslår dødstallet til at være 50.000 til 100.000.

Op mod 10.000 amerikanske soldater vil være i Haiti eller til søs senest mandag, siger den højtstående militærchef, admiral Mike Mullen, ifølge nyhedsbureauet AFP og understreger, at ikke alle soldater vil blive landsat i Haiti.

- Mange af dem vil være om bord på de omkring seks flådefartøjer, der ankommer i løbet af de kommende dage, siger admiral Mullen.

Helikoptere fra hangarskibet Vinson, der ankrede op ved Haiti torsdag aften lokal tid, er begyndt at levere drikkevand til den nødlidende befolkning.

/ritzau/Reuters

Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på information.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m. Tilmeld dig her