Amerikanske embedsmænd er bekymret for, at jordskælvet i Haiti vil udløse en indvandringsbølge af folk, der desperat flygter i småbåde fra den caribiske ønation.
I forvejen forsøger hvert år hundredvis af haitianere at gennemføre den farefulde 1100 kilometer lange rejse til Floridas kyst.
Haitianerne prøver alle at undslippe den fattigdom, de uroligheder og naturkatastrofer, som plager deres hjemland, der er det fattigste i regionen. - I denne alvorlige situation er der øget risiko for en øget illegal indvandring fra Haiti, siger Marilyn Fajardo, der er talskvinde for USA’s kystbevogtning i Miami.
Hun siger, at muligheden for en øget tilstrømning af indvandrere fra Haiti i USA er “genstand for en igangværende analyse,” men at kystbevogtningen endnu ikke har truffet nogen ekstraordinære foranstaltninger.
- Vi har ikke set nogen dokumentation for, at det vil ske, ligesom vi heller ikke har registreret nogen tilfælde i området, tilføjer Fajardo.
Haitis generalkonsul i Miami, Ralph Latortue, siger, at på trods af hans landsmænds desperation, så regner han ikke med en indvandringskrise på nuværende tidspunkt.
- Forsøg på ulovlig indvandring fra Haiti kommer normalt fra øens nordlige- og nordvestlige del, ikke fra Port-au-Prince-regionen, siger han.
Der bor omkring 76.000 illegale haitianske immigranter i USA, og yderligere 535.000 opholder sig lovligt i landet.
De fleste haitianere bor i Florida eller New York.
/ritzau/AFP
Kommentarer