Skip to Content
Onsdag 15. februar 2012

Havana

26 psykisk syge er døde på sygehus i Cuba

Publiceret: 10:16, 16. januar 2010
Cuba oplever i øjeblikket usædvanligt lave temperaturer. 26 patienter på et psykiatrisk hospital er døde, fordi der manglede tøj og tæpper til patienterne.

De cubanske myndigheder har lovet en undersøgelse, der skal klargøre, hvordan det kunne gå til, at 26 patienter i løbet af den seneste uge er døde på et psykiatrisk hospital i landets hovedstad, Havana.

Ifølge regeringen kan dødsfaldene relateres til den usædvanlige kulde, som dele af Cuba oplever for tiden.

Den spanske avis El País skriver, at der de seneste dage er målt temperaturer helt ned til tre grader i det område, hvor det psykiatriske hospital ligger.

En kommission fra Cubas sundhedsministerium siger, at dødsfaldene skyldes at der ikke i tide blev taget de nødvendige forholdsregler på hospitalet, og at de ansvarlige vil blive stillet til ansvar ved en domstol.

Dødsfaldene skyldes tilsyneladende, at hospitalet ikke har sørget for tæpper, det nødvendige tøj til kulden samt tilstrækkeligt med mad. Hospitalet er desuden i dårlig stand med mange knuste ruder.

Offentligheden fik først kendskab til dødsfaldene via én af de cubanske oppositionsgrupper.

- Der er tale om en kriminel forsømmelse. Vi konstaterer med bekymring, at det nationale sundhedssystem viser tegn på stigende forfald, lyder det fra gruppens talsmand, Elizardo Sánchez.

Cubas statsoverhoved, Raúl Castro, og sundhedsminister José Ramón Balaguer har besøgt hospitalet for at få et indtryk af forholdene.

/ritzau/AFP

Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på information.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m. Tilmeld dig her