Skip to Content
Onsdag 15. februar 2012

Bagdad

Fjerde dødsdom til Kemiske Ali

Publiceret: 11:17, 17. januar 2010
Saddam Husseins berygtede håndlanger "Kemiske Ali" er dømt til døden for gasangrebet mod den kurdiske by Halabja i 1988. Det er Alis fjerde dødsdom.

Ali Hassan al-Majid, bedre kendt som “Kemiske Ali”, er endnu en gang blevet dømt til døden, rapporterer irakisk tv.

Det er fjerde gang, at Saddam Husseins højre hånd får en dødsdom. Denne gang får han dommen for at have beordret et gasangreb mod den kurdiske by Halabja i 1988.

Omkring 5000 mennesker blev dræbt i angrebet, hvor irakiske fly gennem fem timer fløj hen over Halabja og sprøjtede giftgas over den. Tre fjerdedele af de dræbte var kvinder og børn.

Kemiske Ali” er i forvejen dømt til døden ved hængning for folkedrab i forbindelse med Saddam Husseins felttog mod kurderne i 1980’erne, for hans rolle i at slå et shiamuslimsk oprør ned i kølvandet på Golfkrigen i 1991 samt for drab på shiamuslimer i Sadr By-distriktet i Bagdad i 1999.

Menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch anklager “Kemiske Ali” for at være ansvarlig for omkring 100.000 civile kurderes død eller forsvinden.

/ritzau/AFP

Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på information.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m. Tilmeld dig her