København
Peder Larsen fastholder mistanke mod Løkke
Formanden for statsrevisorerne fastholder mistanken mod statsministeren efter maraton-samråd. Nogen forsøgte at påvirke statsrevisorerne, mener han.
Statsministeren er fortsat under mistanke for at have forsøgt at presse statsrevisorerne.
Formanden for statsrevisorerne, SF’eren Peder Larsen, overværede torsdag det usædvanligt lange åbne samråd med Lars Løkke Rasmussen.
Men statsministerens afvisning af pres på Venstre og De Konservatives statsrevisorer i sagen om overbetaling af privathospitalerne har ikke overbevist ham.
- Nogen har forsøgt at påvirke dem. Det er påfaldende, at et ministerium, der ikke har det her som resortområde, beskæftiger sig så indgående med denne sag. Men jeg kan selvfølgelig ikke dokumentere, at Statsministeriet har forsøgt påvirkning, siger Peder Larsen efter Samrådet.
Mistanken om urent trav er opstået, fordi Statsministeriet allerede dagen, før statsrevisorerne den 17. juni sidste år gav Løkke Rasmussen en næse, vidste, at Venstres og De Konservatives statsrevisorer ville stemme imod næsen. I sig selv ganske usædvanligt.
Arbejdsfordelingen mellem Rigsrevisionen og statsrevisorerne er, at Rigsrevisionen udarbejder faktuelle rapporter, og statsrevisorerne konkluderer på baggrund af dem, om der er grund til kritik. Statsrevisorerne udtaler sig normalt i enighed, og der var senest disens i 1991.
Peder Larsen kalder hele sagen usædvanlig.
- Jeg er i en vis forstand lettet, for jeg føler, at jeg har fået bekræftet den formodning, jeg har haft hele tiden, at det her var en ganske usædvanlig og enestående sag. Og at der var påvirkning et eller andet sted fra i de politiske omgivelser, siger han.
Peder Larsen har fortsat tillid til Svend Erik Hovmand (V) og Helge Adam Møller (K) som statsrevisorer.
/ritzau/
Kommentarer
Hov mand, var der ikke noget med TDC og Henning Dyremose?
Det nytter ikke noget med Helge Adam Møller’s forsøg på at dokumentere ved at henvise til, at han besluttede sig under mødet. Det bibringer absolut ingen klarhed. Og heller ingen reel dokumentation.
Men man må også slå fast, at det mest alvorlige omkring anliggendet ikke drejer sig om, hvad den konkurrerende kanals faste og særdeles politiske kommentatorer forsøger at gøre til en politisk parantes. Med journalistiske jordmødre for hånden.
Det drejer sig derimod om, hvorvidt de demokratiske kontrol-instanser, som stats-strukturen herhjemme er udstyret med, er ved at blive beslaglagt af de partier, som faktisk (sammen med deres embedsværk) er de eneste interessenter i sammenhængen udover offentligheden? Altså om kontrol-instanserne i nuværende form er funktionsdygtige? Eller direkte udtrykt: tilstrækkelige overfor offentligheden? Og det er i dette regis, at skandalen udfolder sig netop som skandale.
Den siddende Regering har åbenlyse problemer med indrømme sine ideologiske ambitioner på spin-mæssige vilkår. Hvis man er borgersnu nok, må offentligheden presset erkende at være skubbet tilbage til en position, hvor man blot efterfølgende kan tage til efterretning. Det levende demokrati’s uddøen in spe. Men det går ikke særlig godt for denne form for snuhed. Den spinmæssige. Faktisk kán den virke som, skal vi sige, pænt overdrevet.
Rekursen til jura efter at anliggendet er rejst, må siges at være en retræte-position. Men kan under ingen omstændigheder opgøre de demokratiske værdier i juridiske termer alene. Demokrati har sit eget behov for kontrol-instanser uanset jura. Måske ligefrem på trods af jura, viser denne sag jo. Der er nemlig bekvemme fortolkninger på færde. Og af gode grunde. Ikke mindst dissensforholdet. Hvorledes skal offentligheden opfatte dissens? Som objektiv indsigelse eller som politik? Og nærværende sag har sine tydelige problemer med yderligere udvanding på dette område, fordi man befinder sig i et politisk felt, viser det sig nu:
Udvander man kontrol-forholdet betyder det, at man fra politisk hold har diskvalificeret sin offentlighed. Derfor er det nødvendigt for oppositionen at fastholde momentet! Der er i demokratisk værdi-sammenhæng ingen mening i for den siddende Regering at fastholde, at offentligheden er i vejen for ideologiske ambitioner. Og kravet er også ganske enkelt: åbenhed.
Statsministeriet har en dårlig sag. Man lægger sig ud med offentligheden og ikke kun med oppositionen. “There’s something fishy going on in The State of Denmark”…
Med venlig hilsen