Regeringen er i gang med at ødelægge den ellers voksende udbredelse af solceller på de danske hustage og dermed smadre udbredelsen af den CO2-venlige energiform i Danmark.
Sådan lyder kritikken fra byggebranchen, solcelleindustrien og oppositionen efter et nyt udspil fra Skatteministeriet, der vil ændre afregningen for solcellestrøm.
Forslaget, der er i høring, ændrer den hidtidige afregningsform. Hidtil har elmåleren løbet baglæns, når et solcelleanlæg på et hus- eller et institutionstag laver mere strøm, end ejeren selv bruger. Den såkaldte nettomålerordning, hvor anlæggets produktion på årsbasis modregnes i eget forbrug, skal ifølge regeringen erstattes med en månedlig opgørelse. Men så bryder grundlaget for solceller ifølge eksperter og byggebranchen sammen.
- Solceller laver mest strøm sommer og mindst vinter. Hvis forbruget skal opgøres måned for måned i stedet årligt, så bliver for eksempel solcelleanlæg på institutioner og skoler, som jo ikke bruger meget strøm i ferie- og sommerperioder, urentable, siger direktør Michael Stadi fra Gaia Solar, der er førende indenfor bygningsintegrerede solceller.
Han kalder den danske nettoafregning en af Europas bedste ordninger, som trods minimal statsstøtte har været med til de senere år at sikre en opblomstring for danske solcelleanlæg.
SF kalder regeringens udspil for komplet forfejlet. SF foreslår i stedet at udvide nettoordningen til også at omfatte større anlæg og private og offentlige virksomheder.
- Regeringens udspil er et kæmpe tilbageslag for solenergien, som er central i viften af vedvarende energi, der skal sikre miljøet og dansk uafhængighed af kulkraft på længere sigt, siger SF’s miljøordfører Ida Auken. /ritzau/
Kommentarer
Mere KUL på, det er bare Løkken
- - - tsk tsk for en selvfedende borgerlig politik - el. kan nogen her forklarer det anderledes????
…”grøn vækst”
Hvor er jeg efterhånden træt af den Molbo regering.
For 2 måneder siden op til Cop 15 var der ingen grænser den selvfede nationale stolthed over landets grønne profil ovs. , men så snart dette fokus er væk, begynder “Molboerne” igen at grave huller vi allesammen kan falde og brække benene i.
Det svarer ganske enkelt til at se igennem en kikkert i den forkerte ende.
Omvendt perspektiv hedder det , og alt bliver så uendeligt småt.