Skip to Content
Onsdag 15. februar 2012

Seoul

Mystisk degradering af general i Nordkorea

Publiceret: 04:56, 22. januar 2010
I sommer havde en nordkoreansk general fire stjerner på skulderen, nu har han kun tre. Én af landets øverste militærchefer er blevet degraderet på mystisk vis.

På et fotografi fra denne uge har den nordkoreanske topgeneral Kim Myong-Guk tre stjerner på skulderen. Det er imidlertid én færre end på et billede fra juni i fjor.

Det er den sydkoreanske avis JoongAng Daily, der har sammenlignet billederne af chefen for det operative bureau under Nordkoreas militær. Billeder, der indikerer, at Kim Myong-Guk er blevet degraderet fra fuldgyldig general til blot at være oberst. Det skaber undren i Sydkorea.

- Vi forsøger at få bekræftet, hvorvidt han er blevet degraderet, siger Lee Jong-Joo, talskvinde for det sydkoreanske militær.

På det nyeste af de to billeder orienterer Kim Myong-Guk den nordkoreanske leder, Kim Jong-il, om en militærøvelse. Ud fra det forhold vurderer analytikere, at Kim Myong-Guk givetvis har bevaret sit job i toppen af det militære hierarki - på trods af den manglende stjerne.

- Det er meget sjældent, at en nordkoreansk militærgeneral bliver degraderet, mens han besidder en officiel post, siger Baek Seung-Joo fra Det Koreanske Institut for Forsvarsanalyser.

- Hvis hans degradering bliver bekræftet, vil det være et interessant tilfælde, da han er i spidsen for Nordkoreas militære operationer, fortsætter han.

Choi Jong-Kun, der er professor i politologi, gætter på, at degraderingen kan hænge sammen med skudvekslingen mellem fartøjer fra Nord- og Sydkorea i november. Her brød en nordkoreansk båd i brand, efter at have krydset den omstridte grænse mellem de to stater.

- Jeg tror, at Nordkorea har degraderet Kim Myong-Guk som en straf for at have tabt flådeopgøret, siger Choi Jong-Kun.

/ritzau/

Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på information.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m. Tilmeld dig her