Skip to Content
Onsdag 15. februar 2012

Beijing

Kina afviser kendskab til cyberangreb

Publiceret: 21:40, 24. januar 2010
De kinesiske myndigheder afviser blankt, at de som påstået af USA og Google skulle have noget med et massivt hackerangreb på søgemaskinen at gøre.

I et internetopgør med USA benægter Kina enhver form for statslig indblanding i cyberangreb på Google og forsvarer nødvendigheden af censur af internettet.

Udtalelserne citeres i interviews med det statslige kinesiske nyhedsbureau, Xinhua, efter at Det Hvide Hus siger, at USA’s præsident, Barack Obama, er “bekymret” over, at Google hævder at være blevet angrebet af hackere i Kina.

Den amerikanske internetgigant Google har truet med at lukke sin kinesiske søgemaskine og afslutte alle engagementer i landet som følge af cyberangreb. Google har også sagt, at firmaet ikke længere er villig til at bøje sig for den kinesiske regerings censur.

- Beskyldningen om, at den kinesiske regering har deltaget i alle cyberangreb, er grundløs og har til formål at rakke ned på Kina,” siger en unavngiven talsmand for Ministeriet for Industri og Informationsteknologi til Xinhua.

- Vi er klart imod det. Kinas politik for internetsikkerhed er gennemsigtig og konsekvent, tilføjer talsmanden.

/ritzau/AFP

Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på information.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m. Tilmeld dig her