74 procent af eleverne i 9. og 10. klasse i specialskoler eller -klasser gennemfører ikke nogen afgangsprøve, der kan give dem adgang til videre ungdomsuddannelse og fodfæste på arbejdsmarkedet. Det skriver Politiken med baggrund i en undersøgelse fra Center for Ligebehandling af Handicappede.
22 procent går til prøve i nogle fag, mens kun fire procent gennemfører en fuld afgangsprøve. Og det bør vække bekymring, siger akademisk medarbejder Kira Hallberg fra CLH.
Undersøgelsen viser også, at mange af specialskolerne kun tilbyder et begrænset udvalg af folkeskolens fag.
- Nogle specialskoler underviser for eksempel ikke i fysik og kemi og begrunder det med, at de ikke har et fysiklokale. Og så er det svært, hvis der kommer en elev, der faktisk har et potentiale for at lære fysik, siger Kira Hallberg.
- Vores undersøgelse peger også på, at en del elever synes, at de bliver udfordret for lidt på det faglige, siger professor i specialpædagogik Niels Egelund fra Danmarks Pædagogiske Universitetsskole til Politiken.
Han mener, at der på nogle specialskoler stadig findes en lidt gammeldags tankegang, hvor det vigtigste er at give de dårligt stillede elever omsorg og gode oplevelser.
/ritzau/
Kommentarer