Skip to Content
Onsdag 15. februar 2012

København

K vil dele elever efter dygtighed i skolen

Publiceret: 06:10, 27. januar 2010
Forældre med dygtige børn skal ifølge et konservativt forslag have mulighed for at vælge en skole med niveaudelt undervisning. Dårlig idé, siger lærerne.

Danmark spilder en masse talent, fordi mange dygtige børn bliver understimuleret i folkeskolen.

Det mener den konservative uddannelsesordfører Rasmus Jarlov. I et nyt skoleudspil lægger De konservative op til et opgør med enhedsskolen. Kommunerne skal have lov til at oprette skoler, hvor hovedprincippet er en niveaudelt undervisning.

- I dag får de dygtige elever måske en ekstra bog, men de får ikke undervisning, der passer til deres niveau, siger Rasmus Jarlov, og fortsætter:

- Det er et ekstremt spild af menneskelige ressourcer, at der sidder børn og keder sig i ni år og ikke får en brøkdel ud af deres folkeskoletid i forhold til, hvad de kunne have fået, siger Rasmus Jarlov.

Lærerforeningens formand, Anders Bondo, kalder forslaget “ideologisk funderet”.

- Det er en rigtig dårlig idé. Niveaudeling giver ikke eleverne den bedste undervisning, viser alt forskning. Jeg håber virkelig, at man begynder at bruge den viden, vi har, siger han.

Også Niels Egelund, professor ved Danmarks Pædagogiske Institut, er betænkelig ved den delte skole, som man forlod i 1975.

- Forskningen viser, at enhedsskolen har fordele fremfor den delte skole. Men de dygtigste fem til ti procent af eleverne har fordel af at få lov til at følges med andre dygtige eleverer i dele af undervisningen, siger Niels Egelund.

Det er allerede tilladt i dag i op til 50 procent af undervisningstiden, og det er en fornuftig grænse, mener Niels Egelund.

Han er dog ikke er afvisende overfor forsøg med skoler med øget niveaudeling, hvis de sociale konsekvenser følges nøje.

 /ritzau/

Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på information.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m. Tilmeld dig her

Manden vil sætte dygtige elever fra 6. klasse sammen med dårlige elever i 8. klasse. Han må jo være direkte stupid, så kan man da være helt sikker på at eleverne fra 6 også bliver dårlige og at de bliver mobbet, så det vil noget. Sig mig engang har politikere aldrig gået i skole? Nogle gange virker de som om, at vore politikere render rundt unden hovedet, skulle vi ikke privatisere dem væk og ansætte ISS til at styre Danmark i stedet, det kan kun blive både billigere og bedre. Så kan Jarlov jo forsøge sig som skolelærer, det anbefales at han prøver en 8. klasse på Nørrebro eller Valby.

Superfedt. Uanset model, er det i hvert fald på tide at debatten tages op.

Elever som betegnes “særlig dygtige” er typisk dygtig på nogle områder og halter bagefter på andre. Derfor er det en god idé i større grad at blande elever i en klasse på baggrund af deres niveau frem for deres alder.

Nogle elever bliver “stemplet” som ballademagere, selv om de faktisk bare keder sig fagligt.

Elever som går igennem folkeskolen med “den ene hånd på ryggen”, får aldrig tilegnet sig evnen til at studere og tage sig en videregående uddannelse - de har simpelthen aldrig lært at skolen kræver en indsats og hvordan “man” gør.

Få styr på det faglige, så følger det sociale som regel automatisk med.

Hmm gad vide om det er den samme folkeskole vi snakker om, jeg snakker om den med bander, mobbing, hærværk, tyverier og lærere der er så slidte og trætte at alting flyder. Om børn der ikke kan gå hjem fra skolen uden at blive overfaldet eller frastjålet deres ting. Om den folkeskole, der gang på gang morgen efter morgen er blevet overmalet med grafitti og containerne afbrændt. Det er nogle helt helt andre problemer man i den skole skal tage fat på først, men kan jeg ikke få addressen til den anden, den hvor artige 8 klasses elever sidder artigt sammen med dem fra 6. og bare nyder at lære!

Man kunne for så vidt have forsat listen, med den skole, hvor bøgerne er oldnordiske, hvor kortene på væggen stadigvæk har et delt Tyskland, den skole hvor der sidder 30 elever i en klasse og hvor årtiers snavs sidder fast i vægge, loft og gulv, den skole hvor udluftningen er så dårlig man kun kan holde ud at opholde sig kort tid i klasselokalet før man bliver dårlig.

Måske kunne man opnå resultater ved at forbedre forholdene og give lærerne mere tid til eleverne.